Virtuel flytning

Jeg har trukket stikket fra Bloggers Delight-domænet og prøver nu kræfter med at være på egen hånd. Derfor kommer der ikke længere til at ske det store på www.dittek.bloggersdelight.dk, men derimod på www.dittek.nu. Det var ganskevist det domæne, jeg ændrede bloggen her til, men nu har jeg revet mig løs og ført de gamle indlæg med over på den nye blog under samme nye domæne. Jeg håber, I fortsat følger med!

Min Bloglovin’ konto er allerede tilknyttet det nye domæne, så hvis I allerede følger med derinde, skal I ikke foretage jer noget som helst. I kan også lure med på @dittekirk på Instagram, hvis I har lyst. Mojn!

Må man opdrage på andres børn?

Nej, nein, nee, nope, nonononono. Som oftest skal man gå en stor bue udenom belærende råd på vegne af fellow-forældre, som kan virke nedladende eller bedrevidende. For vi er forældre på uendeligt mange forskellige måder. Heldigvis. Men af og til ser jeg noget, jeg ikke bryder mig om. Det er sjældent, jeg får gjort noget ved det. Måske for sjældent. Jeg er typen, der har det stramt med at klage over maden på en restaurant. Så konfliktsky er jeg. Men i fredags kunne jeg ikke dy mig.

Jeg befandt mig i jævnt godt lag med søde venner og kæreste til Grøn Koncert i Odense, og vi sad (desværre) meget tæt på scenen, da Shaka Loveless valgte at blæse livet ud af højtalerne og give den hele armen med ‘Tomgang’ og en masse andre sange, jeg hørte for både første og sidste gang. Og ved siden af mig troppede en dame midt i 60’erne op iført BH og et lændeomslag med batik-tryk samt en lille kæk kasket og John Lennon-briller. Og det var der ganskevist intet forgjort i. Hun rokkede med til musikken, mens jeg lod mig irritere over den uforskammede høje bas, som pumpede igennem mit bryst og sendte ufrivillige, taktfulde bevægelser ud i min overkrop. Og pludselig kom der en cranky, midaldrende kvinde frem i mig, som mente, at musikken var lige høj nok. Jeg kunne med rette have benyttet mig af høreværn eller ørepropper (eller have placeret mig længere væk fra scenen). Problemet var, at kvinden med den lange, gråsprængte fletning havde en pige på ét år i sin favn. Meget, meget tæt på scenen. Hun var hverken forsynet med ørepropper eller høreværn, men blev i stedet for gynget vildt i bedstemors arme, mens hun så sig forvirret og betuttet omkring. Og da jeg tydeligt kunne mærke bittesmå Zulu-mænd bruge mine trommehinder som bongo-skind, kunne jeg slet ikke klare at tænke på, hvordan det lød i de ganske nylavede ører.

Og det var naturligvis af hensyn til den lille pige, at jeg henvendte mig, men også fordi det sender mit temperament ud på en alvorlig prøvelse at se, hvor mange der slæber (alt for) små blerøve med, som bliver placeret med en gedigen mængde solcreme under en parasol for så at ligge dér og stege til ingen verdens nytte. I 30 grader, med alt for høj musik og alt for fulde mennesker. Fordi mor og far skal til Grøn Koncert. Og alt andet lige kunne det jo tyde på, at det er forældrenes behov, der bliver tilfredsstillet. Og jeg er af den overbevisning, at kan du ikke få din baby passet, når du vil til koncert, så bliver du hjemme. Er det mig, der er helt skidt kørende på den?

Jeg nærmede mig damen med forsigtige skridt og prikkede hende på skulderen. Mit hjerte sad i halsen på mig og var millimeter fra at blokere mit talerør, men jeg fik alligevel fremstammet, at jeg ingen intentioner havde om at være en røv, men jeg simpelthen ikke kunne tie stille, når jeg så så lille et barn et sted, hvor musikken gjorde ondt selv i voksne ører. Hun svarede (som forventet), at hun godt vidste, det var skadeligt for de små ører, men hun havde selv haft sine egne børn med på alle festivaler igennem årene, og hun vidste godt, hvordan man håndterede den slags. Og fair nok. Det syntes jeg så bare ikke, hun gjorde. For så placerer man sig ikke i en crowd af fulde folk, som vælter oveni hinanden, kaster med fadøl, ryger hash i små grupper og hopper i takt til skamhøj bas. Ikke med en et-årig på armen. Jeg fik sagt noget med, at jeg håbede, hun ville tænke over det, og at jeg selv havde en lille dreng. Bare så hun ikke troede, at der kom en uvidende, 22-årig tøs og lærte en garvet festivalsgænger og formentlig erfaringsrig kvinde om håndtering af småbørn. Til trods for hun trængte til det. Bare lidt. Hun tog det okay og endte med at sende mig et smil, mens jeg gik derfra med knæ af gelé og rystende ben. Og så følte jeg ikke rigtigt, at jeg kunne gøre mere. Selvom jeg havde lyst til at tage den lille, lyshårede krøltop med til nærmeste bod og skaffe hende en pegebog, en kop mælk og måske endda et par høreværn.

Skulle jeg bare have holdt min kæft?

Voksenhed og venskaber

os to

Jeg besvarer e-mails, vander planter, fjerner spaghettipletter på grydebunden med lagereddike og betaler elregninger. Jeg er voksen nu. I hvert fald på papiret. Well, ikke dét papir. Min fødselsattest er netop blevet 22 år, og flertallet af mine jævnaldrende migrerer til hovedstaden for at studere, svede som bartendere, rulle hjem fra byture i indkøbsvogne og knalde to tredjedele af kollegiet. Jeg sætter pris på at gå “ordentlig tid i seng”, jeg placerer plastre på hudafskrabede knæ, jeg børster små mælketænder og går til forældremøder. Og så har jeg et ansvar og en bekymring for et lille individ døgnet rundt, uanset om han er i min fysiske varetægt eller ej. Det lille individ var engang en spire i min 17-årige mave og er nu en 4-årig søn i mit liv. Og dét er noget, I er nysgerrige efter at høre mere om, kan jeg forstå. På jeres spørgsmål i tidligere indlæg, altså. Jeg regner med at besvare spørgsmålene i etaper, så der ikke opstår for meget violinspilleri på én gang.

Jeg har tidligere berørt emnet ‘ung mor’ her og her, men der er meget at komme efter, og et af spørgsmålene gik på, hvordan mine venskaber ændrede sig efter Marius’ tilblivelse. Og det var lidt af en blandet landhandel. Først skulle de lige fordøje nyheden og derefter lede efter passende roller i mit nye liv. Forståeligt nok. Jeg havde få måneder inden min graviditet afsluttet 10. klasse, hvor jeg i øvrigt mødte Marius’ far. Derfor kendte størstedelen af skolen os begge to, og der blev kastet alt fra lykønskninger til forvirrede blikke efter os. Da min krop bukkede under for graviditetens pres ganske hurtigt, og jeg befandt mig i vandret leje med selskab af en spand i ni (lange) måneder, blev jeg sygemeldt. Det afskar mig fra skolegang og unødigt samvær med alt for mange teenagere, og det passede mig overraskende godt. Jeg havde min familie og mine nærmeste veninder med mig. Og de samme veninder står stadig ved min side idag. Heldigvis.

Jeg har hele min barndom været ferm til træklatring og jord på knæene, og derfor havde jeg oftest flere drenge- end pigevenner. Men 17-årige drenge kan ikke helt forene sig med emner som bleskift og modermælk, og det forstår jeg sgu godt. Derfor gled mange venskaber med hankøn i baggrunden, og frem trådte en skare af piger, som var begejstrede for små fingre, små sko, små tæer og små mennesker helt generelt. Jeg modtog beskeder og lykønskninger fra gamle bekendte, jeg ikke havde set i flere år, som tilbød babysitning og barselsbesøg. Og det var sikkert med gode intentioner, og jeg satte pris på hver besked, men ligeledes måtte jeg trække på smilebåndet over den pludselige kontakt og nyfundne interesse. Venskabet med min bedste veninde forblev uændret, og hun agerede Greenpeace og kom den strandede hval til undsætning med te og chips, selvom hun havde rig mulighed for at smutte og svinge skinkerne på det lokale disko. Og sådan er det gudskelov stadigvæk (bortset fra det med hvalen, that is).

Jeg var en anelse fordomsfuld og skeptisk over mødregrupperne, jeg blev tilbudt. For unge mødre. Men jeg gav det et skud. Størstedelen var 20-22 år og havde 2-3 børn hver. Der blev uddelt verbale lussinger til kommunen for ikke at tilbyde aflastning til det yngste barn, når de to ældste allerede var i pleje hver anden weekend, og der blev brokket igennem over, at kæresten byggede øltårn ved computeren. Der var overflod af dårlige tatoveringer og læbepiercinger, og jeg ved godt, folk kan være flinke på trods, men det var ikke tilfældet. Jeg følte mig ikke tilpas.

Jeg rykkede i ny gruppe, og det gjorde for alvor en forskel. Jeg var ganskevist det yngste kid i kuldet (med den ældste baby), men pigerne her var søde og imødekommende, og det var en helt ny fornemmelse at være i samme båd med næsten-jævnaldrende. Det førte til hyggelige timer og stadigt vedvarende venskaber, hvor vi nu mødes på kryds og tværs med vores børnehavebørn. Og det er en fornøjelse at have veninder, som ved, at når man ikke får svaret på en SMS inden for to minutter, kan det være konsekvensen af aftenbadning, putning, lortebleer eller hysteriske anfald.

Så alt i alt er det vel gået efter mine forventninger. Det har givet mig en vished om, hvem mine rigtige venner er og givet mig nye bekendtskaber, jeg ikke ville være foruden. Men selvfølgelig ser jeg frem til, at Mikkels og mine vennepar påbegynder babyprocesserne. Det skaber et ekstraordinært fællesskab, hvor vi (ironisk nok) har endnu mindre tid til hinanden, men jeg spår mange gode sommeraftener med legende børn og god vin i glasset.

Noget om fødselsdage

Fotor0719234816

Det dér fødselsdag. Det ebbede lidt ud for mit vedkommende ved 15-16 års alderen. Jeg tog mig selv i at blive lidt smådeprimeret over, at forventningens glæde svandt i takt med sommerfuglene forlod min mave med hastige vingeslag. Det var ikke noget problem at falde i søvn længere, og jeg glædede mig ikke som et lille barn. Mere som en slags voksen. Der var ikke længere samme magi ved dagen (og dagene op til), som der havde været det førhen. Da jeg var mindre, kunne jeg ikke helt forstå, hvordan min mor kunne gå og rydde op, klargøre i stille tempo og lade som ingenting, aftenen inden hun selv fyldte år. Hun burde jo være ved at revne af spænding. Men hun var ganske fattet. Og det forstår jeg godt nu. Bevares, det er hyggeligt at have fødselsdag, blive forkælet lidt ekstra, ses med familien og alt det dér. Men efter Marius’ tilblivelse trådte min egen fødselsdag for alvor i baggrunden, da han ligesom indtog første parket. Jeg glæder mig jævnt mere til hans fødselsdage end mine egne. Og det er jo egentlig også ret sejt. Nu udlever jeg den dér fødselsdagsspænding gennem ham, ved at se ham tælle ned og være ved at gå til af bare spænding. For han har i den grad fødselsdags-magi!

Nuvel, i torsdags rundede jeg så de 22 år, og da jeg mandagen forinden blev moster, fyldte dagen ikke så meget for mig. Med andre ord havde jeg planlagt absolut ingenting. Jeg vågnede ved 9-10 tiden og listede op og fyldte opvaskeren (vild ungdom egentlig), lavede en kop kaffe og lod Mikkel sove videre. Efter et par timer kunne jeg ikke længere dy mig, og jeg listede ind og sang “Idag er det Mikkels fødselsdag…” med stigende volume, indtil han brat slog øjnene op med et forvirret udtryk i ansigtet, og mit ansigt krøllede sig sammen af grin. Han fløj op og fik tøj på på rekordværdig tid. Tynget af sin unødvendigt dårlige samvittighed, bad han mig hoppe i badekaret og tage mig et varmt, langt bad. Og da jeg ikke er typen, der sådan vil diskutere midt på min fødselsdag, adlød jeg og gav mig tid til at bruge unødvendige mængder hårprodukter og cremer. Da jeg var både kogt og opløst, vendte jeg snuden mod køkkenet, hvor Mikkel efter en hurtig Netto-tur havde forberedt morgenmad, skrevet et vaskeægte love-letter og købt både mælkesnitter og Marabou chokolade til mig. Han forærede mig i øvrigt en splinterny telefon i for-tidlig-fødselsdagsgave forleden, og det er endnu ikke helt lykkes mig at fatte, hvordan jeg har fået sådan et pragteksemplar af et mandfolk på krogen. Eller nok nærmere hvorfor han valgte at sætte krogen i mig.

Resten af dagen bød på poolbadning hos svigerfar og aftensmad hos min kære mor, som i dagens anledning havde hejst flag i begge flagstænger og fyret op i Weberen. Så blev sommeren i den grad lukket ind. Og jeg blev helt rundtosset over, hvor dejlige mennesker jeg egentlig har i mit liv. Som insisterer på at holde fødselsdag for mig, selv når jeg intet har planlagt og er forholdsvis uoplagt.

PS: Jeg hastede i Brugsen forleden, da der var 1,5 liter Pepsi til en flad 10’er, og måtte sande, at skuffelsen var stor, da der kun var ‘Ginga’-udgaven tilbage. Men da jeg drak spandevis af Pepsi Twist i min farmor og farfars campingvogn gennem barndommens somre, besluttede jeg alligevel for at give lemon-varianten et skud. Med stor fortrydelse! Jeg er stærk modstander af light-produkter, især i forbindelse med cola, og denne har en (alt for) gennemtrængende smag af en udefinerbar og halvgammel citron tilsat den klassiske eftersmag af sødemiddel, som kun er Max-varianten værdig. Jeg drikker hellere vand end light-cola, og det kunne snildt blive tilfældet med denne variant også. På etiketten står der, at den er inspireret af smagen og kulturen i Brasilien, og det synes jeg egentlig er lidt synd for landets ry. Advarsel hermed videregivet!

Kærlighed i spandevis

Der er sket store ting over de sidste par døgn. Jeg er blevet moster for allerførste gang, og det er bomben! Jeg havde ganske meget ret, da jeg i forrige indlæg bedyrede, at min kære søster var den ondeste babyruger. Hun har (i samarbejde med min svoger) præsteret at gro 4510 gram ren kærlighed i bugen. Det er alligevel noget, hva’? Ydermere er han så usigeligt velskabt med sort, krøllet hår og fede babykinder som de er allerbedst. Han er nu i fuld gang med at udleve sit tredje døgn på planeten, og jeg har allerede besøgt ham to gange. Han ligner faktisk sin fætter Marius ret meget, da han var i sin spæde alder, bare 700 gram tungere. Og med lidt mere krøl i håret.

Og så kan den dér mostertitel altså et eller andet. Det må være lidt i samme kategori som at blive bedsteforældre, forestiller jeg mig. En lille smule. Jeg får lov til at dikke-dikke, holde, nyde godt af den nyfødt-aromatiske terapi, og så får jeg lov at aflevere ham, når han er sulten, søvnig eller utilfreds, hvorefter jeg kan tillade mig at tage hjem og sove igennem. Det er da dobbelt-win! Det har naturligvis også vækket min gode ven Skruk, som sov med ét øje åbent. Og som nu er lysvågen og blotter tænder. For på den anden side vil jeg jo gerne hele møllen igennem igen. Stå op om natten, være søvndrukken om dagen og skifte bleer i ét væk, hvis bare jeg får lov at tage mit eget lille menneske med hjem fra hospitalet, som jeg kan snuse til i evigheder. Men for nu nyder jeg altså det her usigeligt fantastiske lille menneske, som jeg er moster til, og som jeg slet ikke kender endnu. Og så er det lidt magisk at se, hvordan 4,5 kilo menneske kan få granvoksne mænd til at tale i falset og hælde hovedet på skrå med beundrende øjne.

Jeg savner ham allerede lidt. Heldigvis bor han så tæt på os, at jeg muligvis kan opsnappe en luftbåren babyduft, hvis jeg stiller mig ud på altanen. Mest af alt glæder jeg mig til, at Marius kommer hjem fra sin far og skal møde sin lille fætter for allerførste gang. Han er så sød og forsigtig omkring babyer og dyr (ingen sammenligning i øvrigt), og selv hans 4-årige lyse stemme kan krænges op i et endnu højere leje, hvis han møder små mennesker eller dyrebørn. Ak, al den kærlighed.

Og apropos kærlighed, er jeg i skrivende stund i færd med at tø røde myggelarver op fra fryseren, så jeg kan fodre min søns frøer. Ja. Det er den ondelyneme kærlighed, der vil noget. På lige fod med at jeg netop har vundet min allerførste auktion på eBay. Hvor jeg har erhvervet mig (eller Marius) otte Lego-figurer bestående af Hulk, Superman, Batman og alle de andre. Dedikeret mor (og shopper), hva’? Jeg vil haste i bad og fremskynde klargøringsprocessen, så jeg måske kan nå forbi barselsgangen en gang mere, inden de vender hjem. Og så har jeg i øvrigt fødselsdag imorgen, hvilket jeg havde glemt det meste om. Jeg har så at sige ikke planlagt det mindste (eller inviteret gæster), men det kan jeg ikke rigtigt tage mig af lige nu, når der er langt større ting, der kalder. Adieu!

 Seneste plus
 
123Næste ›
x