Virtuel flytning

Jeg har trukket stikket fra Bloggers Delight-domænet og prøver nu kræfter med at være på egen hånd. Derfor kommer der ikke længere til at ske det store på www.dittek.bloggersdelight.dk, men derimod på www.dittek.nu. Det var ganskevist det domæne, jeg ændrede bloggen her til, men nu har jeg revet mig løs og ført de gamle indlæg med over på den nye blog under samme nye domæne. Jeg håber, I fortsat følger med!

Min Bloglovin’ konto er allerede tilknyttet det nye domæne, så hvis I allerede følger med derinde, skal I ikke foretage jer noget som helst. I kan også lure med på @dittekirk på Instagram, hvis I har lyst. Mojn!

   

Må man opdrage på andres børn?

Nej, nein, nee, nope, nonononono. Som oftest skal man gå en stor bue udenom belærende råd på vegne af fellow-forældre, som kan virke nedladende eller bedrevidende. For vi er forældre på uendeligt mange forskellige måder. Heldigvis. Men af og til ser jeg noget, jeg ikke bryder mig om. Det er sjældent, jeg får gjort noget ved det. Måske for sjældent. Jeg er typen, der har det stramt med at klage over maden på en restaurant. Så konfliktsky er jeg. Men i fredags kunne jeg ikke dy mig.

Jeg befandt mig i jævnt godt lag med søde venner og kæreste til Grøn Koncert i Odense, og vi sad (desværre) meget tæt på scenen, da Shaka Loveless valgte at blæse livet ud af højtalerne og give den hele armen med ‘Tomgang’ og en masse andre sange, jeg hørte for både første og sidste gang. Og ved siden af mig troppede en dame midt i 60’erne op iført BH og et lændeomslag med batik-tryk samt en lille kæk kasket og John Lennon-briller. Og det var der ganskevist intet forgjort i. Hun rokkede med til musikken, mens jeg lod mig irritere over den uforskammede høje bas, som pumpede igennem mit bryst og sendte ufrivillige, taktfulde bevægelser ud i min overkrop. Og pludselig kom der en cranky, midaldrende kvinde frem i mig, som mente, at musikken var lige høj nok. Jeg kunne med rette have benyttet mig af høreværn eller ørepropper (eller have placeret mig længere væk fra scenen). Problemet var, at kvinden med den lange, gråsprængte fletning havde en pige på ét år i sin favn. Meget, meget tæt på scenen. Hun var hverken forsynet med ørepropper eller høreværn, men blev i stedet for gynget vildt i bedstemors arme, mens hun så sig forvirret og betuttet omkring. Og da jeg tydeligt kunne mærke bittesmå Zulu-mænd bruge mine trommehinder som bongo-skind, kunne jeg slet ikke klare at tænke på, hvordan det lød i de ganske nylavede ører.

Og det var naturligvis af hensyn til den lille pige, at jeg henvendte mig, men også fordi det sender mit temperament ud på en alvorlig prøvelse at se, hvor mange der slæber (alt for) små blerøve med, som bliver placeret med en gedigen mængde solcreme under en parasol for så at ligge dér og stege til ingen verdens nytte. I 30 grader, med alt for høj musik og alt for fulde mennesker. Fordi mor og far skal til Grøn Koncert. Og alt andet lige kunne det jo tyde på, at det er forældrenes behov, der bliver tilfredsstillet. Og jeg er af den overbevisning, at kan du ikke få din baby passet, når du vil til koncert, så bliver du hjemme. Er det mig, der er helt skidt kørende på den?

Jeg nærmede mig damen med forsigtige skridt og prikkede hende på skulderen. Mit hjerte sad i halsen på mig og var millimeter fra at blokere mit talerør, men jeg fik alligevel fremstammet, at jeg ingen intentioner havde om at være en røv, men jeg simpelthen ikke kunne tie stille, når jeg så så lille et barn et sted, hvor musikken gjorde ondt selv i voksne ører. Hun svarede (som forventet), at hun godt vidste, det var skadeligt for de små ører, men hun havde selv haft sine egne børn med på alle festivaler igennem årene, og hun vidste godt, hvordan man håndterede den slags. Og fair nok. Det syntes jeg så bare ikke, hun gjorde. For så placerer man sig ikke i en crowd af fulde folk, som vælter oveni hinanden, kaster med fadøl, ryger hash i små grupper og hopper i takt til skamhøj bas. Ikke med en et-årig på armen. Jeg fik sagt noget med, at jeg håbede, hun ville tænke over det, og at jeg selv havde en lille dreng. Bare så hun ikke troede, at der kom en uvidende, 22-årig tøs og lærte en garvet festivalsgænger og formentlig erfaringsrig kvinde om håndtering af småbørn. Til trods for hun trængte til det. Bare lidt. Hun tog det okay og endte med at sende mig et smil, mens jeg gik derfra med knæ af gelé og rystende ben. Og så følte jeg ikke rigtigt, at jeg kunne gøre mere. Selvom jeg havde lyst til at tage den lille, lyshårede krøltop med til nærmeste bod og skaffe hende en pegebog, en kop mælk og måske endda et par høreværn.

Skulle jeg bare have holdt min kæft?

Voksenhed og venskaber

os to

Jeg besvarer e-mails, vander planter, fjerner spaghettipletter på grydebunden med lagereddike og betaler elregninger. Jeg er voksen nu. I hvert fald på papiret. Well, ikke dét papir. Min fødselsattest er netop blevet 22 år, og flertallet af mine jævnaldrende migrerer til hovedstaden for at studere, svede som bartendere, rulle hjem fra byture i indkøbsvogne og knalde to tredjedele af kollegiet. Jeg sætter pris på at gå “ordentlig tid i seng”, jeg placerer plastre på hudafskrabede knæ, jeg børster små mælketænder og går til forældremøder. Og så har jeg et ansvar og en bekymring for et lille individ døgnet rundt, uanset om han er i min fysiske varetægt eller ej. Det lille individ var engang en spire i min 17-årige mave og er nu en 4-årig søn i mit liv. Og dét er noget, I er nysgerrige efter at høre mere om, kan jeg forstå. På jeres spørgsmål i tidligere indlæg, altså. Jeg regner med at besvare spørgsmålene i etaper, så der ikke opstår for meget violinspilleri på én gang.

Jeg har tidligere berørt emnet ‘ung mor’ her og her, men der er meget at komme efter, og et af spørgsmålene gik på, hvordan mine venskaber ændrede sig efter Marius’ tilblivelse. Og det var lidt af en blandet landhandel. Først skulle de lige fordøje nyheden og derefter lede efter passende roller i mit nye liv. Forståeligt nok. Jeg havde få måneder inden min graviditet afsluttet 10. klasse, hvor jeg i øvrigt mødte Marius’ far. Derfor kendte størstedelen af skolen os begge to, og der blev kastet alt fra lykønskninger til forvirrede blikke efter os. Da min krop bukkede under for graviditetens pres ganske hurtigt, og jeg befandt mig i vandret leje med selskab af en spand i ni (lange) måneder, blev jeg sygemeldt. Det afskar mig fra skolegang og unødigt samvær med alt for mange teenagere, og det passede mig overraskende godt. Jeg havde min familie og mine nærmeste veninder med mig. Og de samme veninder står stadig ved min side idag. Heldigvis.

Jeg har hele min barndom været ferm til træklatring og jord på knæene, og derfor havde jeg oftest flere drenge- end pigevenner. Men 17-årige drenge kan ikke helt forene sig med emner som bleskift og modermælk, og det forstår jeg sgu godt. Derfor gled mange venskaber med hankøn i baggrunden, og frem trådte en skare af piger, som var begejstrede for små fingre, små sko, små tæer og små mennesker helt generelt. Jeg modtog beskeder og lykønskninger fra gamle bekendte, jeg ikke havde set i flere år, som tilbød babysitning og barselsbesøg. Og det var sikkert med gode intentioner, og jeg satte pris på hver besked, men ligeledes måtte jeg trække på smilebåndet over den pludselige kontakt og nyfundne interesse. Venskabet med min bedste veninde forblev uændret, og hun agerede Greenpeace og kom den strandede hval til undsætning med te og chips, selvom hun havde rig mulighed for at smutte og svinge skinkerne på det lokale disko. Og sådan er det gudskelov stadigvæk (bortset fra det med hvalen, that is).

Jeg var en anelse fordomsfuld og skeptisk over mødregrupperne, jeg blev tilbudt. For unge mødre. Men jeg gav det et skud. Størstedelen var 20-22 år og havde 2-3 børn hver. Der blev uddelt verbale lussinger til kommunen for ikke at tilbyde aflastning til det yngste barn, når de to ældste allerede var i pleje hver anden weekend, og der blev brokket igennem over, at kæresten byggede øltårn ved computeren. Der var overflod af dårlige tatoveringer og læbepiercinger, og jeg ved godt, folk kan være flinke på trods, men det var ikke tilfældet. Jeg følte mig ikke tilpas.

Jeg rykkede i ny gruppe, og det gjorde for alvor en forskel. Jeg var ganskevist det yngste kid i kuldet (med den ældste baby), men pigerne her var søde og imødekommende, og det var en helt ny fornemmelse at være i samme båd med næsten-jævnaldrende. Det førte til hyggelige timer og stadigt vedvarende venskaber, hvor vi nu mødes på kryds og tværs med vores børnehavebørn. Og det er en fornøjelse at have veninder, som ved, at når man ikke får svaret på en SMS inden for to minutter, kan det være konsekvensen af aftenbadning, putning, lortebleer eller hysteriske anfald.

Så alt i alt er det vel gået efter mine forventninger. Det har givet mig en vished om, hvem mine rigtige venner er og givet mig nye bekendtskaber, jeg ikke ville være foruden. Men selvfølgelig ser jeg frem til, at Mikkels og mine vennepar påbegynder babyprocesserne. Det skaber et ekstraordinært fællesskab, hvor vi (ironisk nok) har endnu mindre tid til hinanden, men jeg spår mange gode sommeraftener med legende børn og god vin i glasset.

   

Noget om fødselsdage

Fotor0719234816

Det dér fødselsdag. Det ebbede lidt ud for mit vedkommende ved 15-16 års alderen. Jeg tog mig selv i at blive lidt smådeprimeret over, at forventningens glæde svandt i takt med sommerfuglene forlod min mave med hastige vingeslag. Det var ikke noget problem at falde i søvn længere, og jeg glædede mig ikke som et lille barn. Mere som en slags voksen. Der var ikke længere samme magi ved dagen (og dagene op til), som der havde været det førhen. Da jeg var mindre, kunne jeg ikke helt forstå, hvordan min mor kunne gå og rydde op, klargøre i stille tempo og lade som ingenting, aftenen inden hun selv fyldte år. Hun burde jo være ved at revne af spænding. Men hun var ganske fattet. Og det forstår jeg godt nu. Bevares, det er hyggeligt at have fødselsdag, blive forkælet lidt ekstra, ses med familien og alt det dér. Men efter Marius’ tilblivelse trådte min egen fødselsdag for alvor i baggrunden, da han ligesom indtog første parket. Jeg glæder mig jævnt mere til hans fødselsdage end mine egne. Og det er jo egentlig også ret sejt. Nu udlever jeg den dér fødselsdagsspænding gennem ham, ved at se ham tælle ned og være ved at gå til af bare spænding. For han har i den grad fødselsdags-magi!

Nuvel, i torsdags rundede jeg så de 22 år, og da jeg mandagen forinden blev moster, fyldte dagen ikke så meget for mig. Med andre ord havde jeg planlagt absolut ingenting. Jeg vågnede ved 9-10 tiden og listede op og fyldte opvaskeren (vild ungdom egentlig), lavede en kop kaffe og lod Mikkel sove videre. Efter et par timer kunne jeg ikke længere dy mig, og jeg listede ind og sang “Idag er det Mikkels fødselsdag…” med stigende volume, indtil han brat slog øjnene op med et forvirret udtryk i ansigtet, og mit ansigt krøllede sig sammen af grin. Han fløj op og fik tøj på på rekordværdig tid. Tynget af sin unødvendigt dårlige samvittighed, bad han mig hoppe i badekaret og tage mig et varmt, langt bad. Og da jeg ikke er typen, der sådan vil diskutere midt på min fødselsdag, adlød jeg og gav mig tid til at bruge unødvendige mængder hårprodukter og cremer. Da jeg var både kogt og opløst, vendte jeg snuden mod køkkenet, hvor Mikkel efter en hurtig Netto-tur havde forberedt morgenmad, skrevet et vaskeægte love-letter og købt både mælkesnitter og Marabou chokolade til mig. Han forærede mig i øvrigt en splinterny telefon i for-tidlig-fødselsdagsgave forleden, og det er endnu ikke helt lykkes mig at fatte, hvordan jeg har fået sådan et pragteksemplar af et mandfolk på krogen. Eller nok nærmere hvorfor han valgte at sætte krogen i mig.

Resten af dagen bød på poolbadning hos svigerfar og aftensmad hos min kære mor, som i dagens anledning havde hejst flag i begge flagstænger og fyret op i Weberen. Så blev sommeren i den grad lukket ind. Og jeg blev helt rundtosset over, hvor dejlige mennesker jeg egentlig har i mit liv. Som insisterer på at holde fødselsdag for mig, selv når jeg intet har planlagt og er forholdsvis uoplagt.

PS: Jeg hastede i Brugsen forleden, da der var 1,5 liter Pepsi til en flad 10’er, og måtte sande, at skuffelsen var stor, da der kun var ‘Ginga’-udgaven tilbage. Men da jeg drak spandevis af Pepsi Twist i min farmor og farfars campingvogn gennem barndommens somre, besluttede jeg alligevel for at give lemon-varianten et skud. Med stor fortrydelse! Jeg er stærk modstander af light-produkter, især i forbindelse med cola, og denne har en (alt for) gennemtrængende smag af en udefinerbar og halvgammel citron tilsat den klassiske eftersmag af sødemiddel, som kun er Max-varianten værdig. Jeg drikker hellere vand end light-cola, og det kunne snildt blive tilfældet med denne variant også. På etiketten står der, at den er inspireret af smagen og kulturen i Brasilien, og det synes jeg egentlig er lidt synd for landets ry. Advarsel hermed videregivet!

Kærlighed i spandevis

Der er sket store ting over de sidste par døgn. Jeg er blevet moster for allerførste gang, og det er bomben! Jeg havde ganske meget ret, da jeg i forrige indlæg bedyrede, at min kære søster var den ondeste babyruger. Hun har (i samarbejde med min svoger) præsteret at gro 4510 gram ren kærlighed i bugen. Det er alligevel noget, hva’? Ydermere er han så usigeligt velskabt med sort, krøllet hår og fede babykinder som de er allerbedst. Han er nu i fuld gang med at udleve sit tredje døgn på planeten, og jeg har allerede besøgt ham to gange. Han ligner faktisk sin fætter Marius ret meget, da han var i sin spæde alder, bare 700 gram tungere. Og med lidt mere krøl i håret.

Og så kan den dér mostertitel altså et eller andet. Det må være lidt i samme kategori som at blive bedsteforældre, forestiller jeg mig. En lille smule. Jeg får lov til at dikke-dikke, holde, nyde godt af den nyfødt-aromatiske terapi, og så får jeg lov at aflevere ham, når han er sulten, søvnig eller utilfreds, hvorefter jeg kan tillade mig at tage hjem og sove igennem. Det er da dobbelt-win! Det har naturligvis også vækket min gode ven Skruk, som sov med ét øje åbent. Og som nu er lysvågen og blotter tænder. For på den anden side vil jeg jo gerne hele møllen igennem igen. Stå op om natten, være søvndrukken om dagen og skifte bleer i ét væk, hvis bare jeg får lov at tage mit eget lille menneske med hjem fra hospitalet, som jeg kan snuse til i evigheder. Men for nu nyder jeg altså det her usigeligt fantastiske lille menneske, som jeg er moster til, og som jeg slet ikke kender endnu. Og så er det lidt magisk at se, hvordan 4,5 kilo menneske kan få granvoksne mænd til at tale i falset og hælde hovedet på skrå med beundrende øjne.

Jeg savner ham allerede lidt. Heldigvis bor han så tæt på os, at jeg muligvis kan opsnappe en luftbåren babyduft, hvis jeg stiller mig ud på altanen. Mest af alt glæder jeg mig til, at Marius kommer hjem fra sin far og skal møde sin lille fætter for allerførste gang. Han er så sød og forsigtig omkring babyer og dyr (ingen sammenligning i øvrigt), og selv hans 4-årige lyse stemme kan krænges op i et endnu højere leje, hvis han møder små mennesker eller dyrebørn. Ak, al den kærlighed.

Og apropos kærlighed, er jeg i skrivende stund i færd med at tø røde myggelarver op fra fryseren, så jeg kan fodre min søns frøer. Ja. Det er den ondelyneme kærlighed, der vil noget. På lige fod med at jeg netop har vundet min allerførste auktion på eBay. Hvor jeg har erhvervet mig (eller Marius) otte Lego-figurer bestående af Hulk, Superman, Batman og alle de andre. Dedikeret mor (og shopper), hva’? Jeg vil haste i bad og fremskynde klargøringsprocessen, så jeg måske kan nå forbi barselsgangen en gang mere, inden de vender hjem. Og så har jeg i øvrigt fødselsdag imorgen, hvilket jeg havde glemt det meste om. Jeg har så at sige ikke planlagt det mindste (eller inviteret gæster), men det kan jeg ikke rigtigt tage mig af lige nu, når der er langt større ting, der kalder. Adieu!

Nyt navn og (snart) nevø

Fotor071322286

Her går det godt. Da I søde mennesker stadig lægger vejen forbi og der tilmed kommer flere til, tænkte jeg, det var tid til det næste. Sådan blog-wise. Mit eget domæne! Hvad siger I så? Ja tak! Fremover hedder det www.dittek.nu. Folk har stjålet både .dk og .com lige for øjnene af mig, så jeg må nøjes med .nu. Men fint med det. Min gamle adresse kan naturligvis stadig benyttes, men det tilfører det lige en tand mere sejhed at have sit eget domæne. Gadekredit til mor her!

Idag har jeg rendt frem og tilbage og luret i min postkasse i håb om, der var kommet godter og skrammel fra Kinas land. Altså eBay. Jeg har alt lige fra kimonoer til tegnegrej på vej. Men så gik det jo op for mig, at det er søndag! Sådan en omgang sommerferie har det med at rode rundt i ugedagene for mit vedkommende. Og postbudet kan åbenbart godt lide at holde fri sidst på weekenden. Senere indfandt Marius sig her på matriklen, efter han havde været til hundetræning med mormor. Og trænet hvalpene, forstås.

Vores weekend har været gennemsyret af afslappethed, solbrændte kinder og alt for mange is. Vi har hængt ud hos min mor og nydt stråtag og stokroser og husdyr i overflod. Og Marius og mormor har det med at teame op og planlægge diverse tiltag på forkælelsesfronten. Igår var ingen undtagelse. Drengen forelskede sig i noget sandkasse-lir med Dusty og vennerne fra Planes (fellow drengemødre, I må vide, hvad jeg gennemgår), og selv den langsommeste knallert på havnen, kan tænke sig til, at man ikke kan erhverve sig den slags uden at investere i tilhørende sandkasse. Så de drog afsted til Silvan og returnerede med en sådan af træ. De store dér med sammenfoldelige bænke. Og det skal jo ikke hedde sig, at jeg ikke vil gøre alt for mit barn, så jeg inviterede Bosch på date på lige fod med tommestokke og uforskammet mange skruer, og en times tid senere stod sandkassen rank og stolt i et skyggefuldt hjørne af terrassen. Jeg føler, jeg (med rette) kan tilføje ‘tømrer’ til mit CV nu. Seriøst.

Ydermere regner jeg med at besvare jeres spørgsmål fra dette indlæg inden længe. Måske løbende. Og så forventer (og forlanger!) jeg meget snart at blive moster til den (yderst) færdigbagte baby på omkring 4100 gram, som, en uge efter termin, stadig dovner den i min søsters runde mave. Hun har vist sig at være en mean babymachine som kan producere babyer polstret med spæk til mange vintre, så nu mangler vi bare leveringsprocessen går igang, så vi kan få lov at møde ham! Jeg håber, I har en dejlig VM-aften, hvis I er til den slags. Og en dejlig søndag aften, hvis I ikke er.

   

Ord og nattetanker

Jeg har altid været fascineret af ord. Været opslugt af at sætte dem sammen, rokere rundt og slette i dem, indtil den helt rigtige sætning kom frem. Min skrivelyst og -inspiration har været i dvaletilstand de sidste 4-5 år. Jeg blev mor. Og med den titel trådte egne behov og projekter naturligvis i baggrunden til fordel for mit lille, nylavede menneske. Men midt i lortebleer og natteamning glemte jeg at finde dem frem igen. Eller valgte, måske ubevidst, at sætte dem på standby for en tid. Men da det ene jo ikke nødvendigvis skal udelukke det andet, og jeg nu har en dreng, som selv falder i søvn og sover igennem til næste morgen, er batterierne atter blevet tanket (en lille smule) op. Det tillader mig at bruge tid på egne idéer og tanker i aftenens tidsrum fremfor at knokle på med vuggeviser i timevis og holde baby i mine arme, til jeg selv falder i søvn.

Men jeg er stadig god til at være træt. Og så sker der det, at jeg altid brygger på nye projekter og tekster i hovedet, det sekund jeg rammer puden. Og burde sove. Derefter overbeviser jeg mig selv om, med lukkede øjenlåg, at jeg nok skal huske denne frase eller denne sætning til imorgen tidlig. Når jeg kan få det skrevet ned. Men når jeg vågner, er idéerne forsvundet som dug for solen, og jeg kan ikke huske, hvilke vendinger og formuleringer, jeg havde i tankerne.

Jeg lod mig stege af solens stråler med lukkede øjne, og tegnede ord for mit indre igår. Istedet for at falde i søvn, greb jeg min telefon og skriblede ordene ned, mens de stadig stod forholdsvis klart i min erindring. Og ud af det kom en lille, beskeden tekst om netop det. At brygge planer og idéer i de tidlige nattetimer for så at have glemt dem ved daggry. Jeg har ikke skrevet længe og må erkende, jeg er blevet lidt rusten, så bear with me.

Når dagsfabrikken lukker og slukker, og både pligter, kvalitetstid og prokrastinering stempler ud, efterlader den stålhaller af ubrugt plads, mens bagdøren står på klem. Ind lister natteravne og små, hengemte idéer, som ikke har kræfterne eller tiden til besøg om dagen. De lister igennem skjulte sprækker og kravler langs vægge og lofter. Efterlader smalle spor af tankestøv og sætter aftryk på al inventar. Fabrikken summer af natteravne på overarbejde, og jeg kæmper bag lukkede øjenlåg og forsøger at holde idéer fast. Leder efter måder at fastholde bare et enkelt støvkorn, men de er både gennemsigtige og glimtende og mine håndflader alt for fugtige. Efterspørger kræfter til at tvinge tunge øjenlåg opad. En hjælpende hånd. Men natteravnene er altid et skridt foran og mørket så listigt at gemme sig i. Knastørre solstråler baner sig vej igennem de hvide gardiner og hvirvler op i stillestående støv. Det er morgen. Natteravnene har slettet alle spor og taget tankestøvet med sig. Pligter fletter fingre med klargøring og travlhed, og nattens hukommelse siver ud til lyden af en stresset elkedel, imens de sidste minutter af morgenrutiner oprinder. Måske i nat. Måske kan jeg tvinge øjenlågene åbne. Bare lidt længere. Bare længe nok til at indfange en nats idé og holde fast indtil dagslyset hvirvler op i stillestående støv.

PS: Billedet er udsigten fra min gamle tagterrasse. Om jeg savner den? Ja.

Kære verden – Jeg er blevet mor

Jeg har fået den generelle opfattelse, at de fleste, der færdes i blogland, er omtrent ligeså trætte af uigennemskuelige, sponsorerede indlæg og kryptiske affiliate links, som jeg er. Det har jeg alle intentioner om at bryde med så godt som muligt, og derfor lægger jeg kortene på bordet. Nøgne og lige til at gennemskue. Vær så artig!

Jeg modtog for kort tid siden en lille, fin bog med titlen “Kære verden – Jeg er blevet mor”. Forfatteren til bogen, Julie Bruhn Højsgaard, spurgte, om jeg havde lyst til at læse den igennem og eventuelt give den et par ord med på vejen her på domænet. Jeg svarede, at jeg meget gerne ville give mig tid til at læse den, men forbeholdt mig retten til kun at bringe den her, hvis det var noget for mig. Og det var det! Julie har nydeligt og meget velformuleret skrevet 108 små intime historier fra sit eget liv som nybagt mor med nybagt identitet og lidt af det imellem og ved siden af, hvor der leges med ord og vendinger på en sådan måde, at læsningen bliver en tyktflydende, blød og ensartet masse, jeg får lyst til at finde ekstra store sugerør frem til. Historierne fylder mellem en halv til halvanden side og kan med fordel læses mellem bleskiftning, gylpoptørring og amning, hvis du har lyst til et skulderklap fra en med-mor og et helt sikkert smil på læben i barselsperioden. Eller hvis du bare har lyst til velskrevethed og underholdning, der ikke kræver mere tid ad gangen, end du har at give. Jeg har fået lov at bringe et par af mine personlige favoritter fra bogen, og den første er nummer 2, som skildrer en situation, de fleste nybagte mødre kan nikke genkendende til. Jeg kan i hvert fald.

__________
#2
Vær velkommen

Jeg har selv lukket det ind. Budt det velkommen. Ventet med større iver end jeg kendte til. Jeg har aet mit spændte maveskind og sunget vuggesange, inden det endnu var født. Da døren en sen aften blev sparket åben, så vinden tudede gennem stuerne og planterne raslede, vidste jeg, at det var nu. Ankommet var det, også til min dør. Kaos. Med flagrende lang frakke har det nu raget alt med sig på sin vej. Underhylere med vrangen ud. Løver, lyserøde giraffer og fabeldyr i bunker af tøj, der skal vaskes. Kopperne fra gæster, som så baby i går. Afskårne roser, der trygler om vand, mugpletter på en væg og dyner, som skal rystes. Jeg snerrer af det kaos, jeg selv skaber og ikke har kræfter til at tolerere. Min skat hun er lille og fin. Hun har ingen magt til at få alt det til at ske. Men mor er jeg blevet. Til kaos og baby på selvsamme tid.
__________

Bogen udkommer den 18. juli. Den koster 179 kr. og fylder 127 sider. Og så har den faktisk gravet min gamle drøm frem, som lå gemt under støv og for mange år. Om at skrive den dér bog, jeg har haft lyst til, siden jeg var et lille barn. Men jeg er hverken halvt færdig eller overhovedet begyndt, så jeg vil egentlig bare runde af med et tak for fornyet inspiration og god læsning til Julie og værsgo at smage på historie nummer 39.

__________
#39

Skyggebæ

Sikke noget lort! Et puslebord tages som gidsel i en hylende atmosfære. Mine skyggesider kaster skygge over situationen. Lig dog stille, barn. Jeg er sur. Sur på barnet og over bæ på rundfart. Og på mig selv – shit en skygge jeg kaster. Jo mere bæ, jo mere urolig er hun. Som en skrigende orm vrider hun benene ud af mine hænder. Mere bæ. Over det hele. Mor, mor hvad har du dog gjort, alle dine fingre lugter af lort. Numsen kommer da også i rytmiske omdrejninger og jo mere af det jo mere bæ. Lidt bæ hér, lidt bæ dér. Lige knap et år, og jeg overvejer allerede, hvem der bestemmer over et skide puslebord. Tænk, at jeg kan være i tvivl – som den eneste med lort på hænderne.
__________

Fiskeyngel og følsomhed

Nå. I er jo ikke Se&Hør-nysgerrige, fornemmer jeg. Jeg har alligevel modtaget et par fine spørgsmål i forrige indlæg. Blandt andet et ganske sødt og overvældende relevant ét fra Sebrina, som jeg nok kan bruge et helt indlæg på på et senere tidspunkt. Om det dér med at finde en 22-årig kæreste, som smider fremtidsplaner og alt andet, han har i hænderne, for at agere stedfar for mit barn. Så forbliv tunet!

Ellers har dagen budt på en hjemvendt søn, som havde taget både sin far og kage med, da han gjorde sin entré. Så der blev refereret studenteruge og diskuteret VM et par timer og efterfølgende stod den på rengøring af akvarium. Fuck me running. Jeg har selv haft akvarium ad flere omgange i mine spæde teenageår, men når minderne falmer en smule, er det som om, de sødeste af dem har nemmest ved at kæmpe sig til forreste plads i køen. Med andre ord havde jeg lykkeligt glemt mængden af påkrævet algefjerning og pumperensning, der medfølger. Det lå mig i al fald lidt fjernt. Men hyggeligt er det. Og heldigvis nåede jeg ikke at vende røven i vejret på pumpen, inden jeg fik kigget ned i den. Dér i køkkenvasken stod en pumpe, hvori ti små (som i mikroskopisk-små) fiskebabyer svømmede rundt. I hvert fald otte af dem. De resterende to havde opgivet kampen i hvirvelstrømmen og blev sendt direkte på kloakrundfart. Ak, hvilken glæde og begejstring sådan en 4-årig næsten ikke kan rumme, når ens fisk formerer sig.

Inden sengetid fik Marius studset lokkerne på badeværelset, mens han blev underholdt af Lego-Batman-film på iPhone. Og selvom både tissetår og tandbørstning ventede lige om hjørnet, satte jeg tiden i stå. Bare for et øjeblik. Det var nok mere magisk for mig end for drengen, men jeg så mit snit til at lade aftenmads-oprydning stå et øjeblik og på lige fod ignorere kampråb fra en hær af nullermænd. Der bliver kun længere imellem den efterhånden selvstændige 4-årige gider finde sig i kram og kys fra moren. Så ubemærket løftede jeg ham ned og sidde ved mig på gulvet op af den bugnende vasketøjskurv. Bare for en stund. Og som han sad dér og forklarede om både Batman og Robin og deres beundringsværdige samarbejde, mens vi betragtede dem på skærmen, måtte jeg lukke øjnene og inhalere den størst mulige mængde luft og duft fra hans fløjlsagtige marcinpanhud. Jeg kunne stadig ane en lille duft af baby fra hans skulder. Ikke nyfødt-baby. Men min baby. Og selvom hele snakken om det nye tidsperspektiv, man får tildelt som forælder, er både klichéagtigt og trættende, og det samtidig lyder uudholdeligt sentimentalt, så er det de øjeblikke dér, der kan noget. At få lov til ganske lydløst at kramme hans lille krop, snuse ham i nakken og betragte hans buttede kinder og brune øjne. I det øjeblik forekommer resten af verden mig så ufatteligt ligegyldig.

   

Sommerhus og selvhøjtidelig spørgerunde

Fotor0706221448

Solen er brændende. Sådan for alvor. Det er udfordringen ved at sidde på altanen i blændende solskin med sort tastatur. Tasterne bliver varme. Udfordring er måske et voldsomt ord om en egentlig fin situation. Som jeg sidder her og skriver med lukkede øjne (jeg kan mit tifingersystem), kan jeg mærke en sky glide ind og blokere for den ellers så gavmilde sols stråler. Hvad der for en stund siden var prikkende varme i kinderne og sødelig sang fra solsorte, er nu brudt af rumsterende naboer på terrassen, en gøende hund hos genboen og en noget så ulykkelig baby i nabogården. Det står i kontrast til de forgangne dage i klitterne ved Henne Strand og efterfølgende ophold hos (sviger)forældre i rolige omgivelser. Men hey, så er vi hjemme igen, og det kan sgu da også noget.

Sådan skrev jeg tidligere idag, da jeg rent faktisk befandt mig på altanen. Det gør jeg ikke længere. Men ellers var det fint, dejligt og hyggeligt det hele. Det dér sommerhus noget. Vesterhavet var fyldt med understrøm, kolde bølger og sørgelige rester af iturevne vandmænd. Men i kom jeg. Efter Mikkel og jeg vel at mærke havde holdt i kø i to timer på vej mod Jylland, hvilket gav plads til fodboldspil på motorvejen.

Min telefonoplader stak af et sted mellem Vesterhavet og Odense, og jeg har opgivet at finde den. Så nu kører jeg offline på telefonfronten for en tid. Det er både irriterende og befriende. Og da min iPhone 4 efterhånden er mæt af dage, prioriterer jeg ikke at investere i ny oplader. Så hellere ny telefon. For det har jeg jo pengene til. Agtigt.

Ellers er der ikke det voldsomme at berette om. Jeg har spenderet sølle 44 kroner på en tusch til porcelæn, og det er den ondelyneme stor underholdsningsværdi for pengene. Hvad så ellers? Er der noget, I brænder inde med? Er der detaljer fra mit sindsoprivende liv, I ikke kan leve foruden? Nej, vel? Ellers skal I sandelig ikke holde jer tilbage. Jeg er lutter ører. Hvis nogen derude synes, det kunne være fedt, så er kommentarfeltet herunder all yours. Hvis nu der er overflod af læsere, som hungrer efter (not so) saftige informationer om mit lille liv, så samler jeg dem til et indlæg og kommer med en røvfuld svar på en og samme gang. Det være sig alt fra nysgerrigheder omkring mine erfaringer som (meget) ung mor og uddannelsesforløb til det helt navlepilleriske såsom mit yndlingsslik og foretrukne køkkenrulle. Forslag til fremtidige indlæg bliver ligeså modtaget med åbne arme.

Jeg er ikke god til at rumme følelsen af selvhøjtidelighed, men den sniger sig sgu ind på mig, når jeg foreslår den slags. For spændende er jeg altså ikke. Men jeg modtager spørgsmål hist og her og for at spare os alle for unødigt besvær, kan jeg jo ligeså godt tage hele baduljen af én omgang, right? Og hvis ikke I har noget på hjerte, er det også helt fair. Så græder jeg bare lidt i stilhed.

I øvrigt har jeg en lille anmeldelse af en mor-bog på vej, som snarest indfinder sig her på domænet. Og hvis I slet ikke kan lade være, kan I læse det lille interview, jeg gav i forbindelse med min kroning som månedens plus-blogger hos Bloggers Delight, her. Mojn!

Jylland, juli og moster-to-be

Så blæser der ellers nye vinde! Jeg spår, at juli måned bringer fortræffeligheder med sig for mit vedkommende. Jeg regner med et stærkt comeback på vejrfronten (!), jeg runder mit 22. år på jorden og er ydermere blevet kronet til månedens plusblogger hos Bloggers Delight. Dét kan sgu da noget! I øvrigt venter der en pakke fra Monki lige om hjørnet, jeg har nyindkøbte porcelænstuscher i min varetægt og maler nu på al keramik indenfor rækkevidde, og så bliver jeg med stor sandsynlighed moster, inden ugen er omme. A-hvabehar!

I øvrigt fik jeg fejret min søde veninde i fredags, som for ganske nylig havde placeret den skinnende studenterhue på hovedet for første gang. Hun blev gjort rundtosset i bil med stofble for øjnene, og blev noget så overrasket dér på græsplænens røde løber, da stofbleen blev løsnet og øjnene blottet. Det er altid dejligt at tage røven på sådanne mennesker, som bliver beærede og lader tårerne løbe tandsmilet i møde. Og så spiste vi ellers kartoffelsalat og pulled pork og drak rødvin og kaffe, til vi skammede os, og jeg sendte bud efter min hjemtransport (Mikkel, that is), da de andre luntede i byen. Næste dag var Marius til studentergilde (i selskab med farmor, altså), inden han atter befandt sig på matriklen. Søndag dovnede vi den helt generelt, og idag har vi været über familie-agtige i stationcar med papaflæsning på lossepladsen, pantaflevering i Fakta, madlavning og den slags sindsoprivende sager.

I skrivende stund betragter jeg (endnu engang) de voksne, sovende mennesker på Ramasjang. Gad vide, hvor længe de ligger dér på optagelserne? Hvor meget får Sebastian Klein i timen for at slumre i en robåd? Jeg skulle gladeligt tage udfordringen op, hvis DR betalte mig for at rævesove midt i arbejdstiden. Nå. Imorgen sætter vi tempoet helt ned og hiver stikket ud, da vi drager mod Henne strand et par dage med tilhørende sommerhus og frekventerer Vesterhavet. I må have det dejligt, hvad enten I knokler eller ferierer!

Røde kinder og kolde numser

Fotor0626122350

Mundlam. Det er, hvad jeg er! Heldigvis skal jeg ikke bruge mundtøjet for at skrive, så here goes. Jeg vil nødigt trætte jer ved at padle for meget i samme pøl, men jeg gør det sgu alligevel. Bare en smule. Fru Lange herself sendte så usigeligt god karma ud i æteren i forgårs, da hun linkede til bloggen her via sin egen. Wow! Derefter var sluserne åbne, og så strømmede det ellers ind med søde kvinder og andet godtfolk både her og på Instagram. Jeg kan næsten ikke tænke mig til, hvad jeg har gjort for at modtage så suveræn support og så latterligt søde kommentarer. Jeg kan fandeme godt li’ jer. Hver og én!

Jeg er ganske imponeret over, at både folk uden børn, unge studerende, erfaringsrige kvinder og endda en enkelt gut spenderer dyrebar tid lige her. HER! Ja, jeg ved det – den dér underspillethed og “min-tegning-er-grim”-attitude er trættende i længden. Men det er virkelig, virkelig ikke noget, jeg siger for at høste pitty-likes. Jeg mener det bundærligt og ganske oprigtigt; jeg er både rystet, stolt, ydmyg og glad. Og i det store verdensbillede (for slet ikke at nævne blogland) er det ganske vist ingen legendarisk bedrift i sig selv, men det er det for mig. Helt personligt. TAK!

Jeg måtte lukke låget på min laptop og lægge min iPhone med skærmen nedad for en stund. Bare for at inhalere en mundfuld frisk luft og lidt bilos på altanen. Jeg panikkede momentant. Jeg har svært ved at rumme den opmærksomhed. Tænk nu, hvis jeg fucker et eller andet op. Men for fanden, det er jo skide hyggeligt her, so I ain’t goin’ nowhere!

Igår havde jeg mine kære drenge med på tour for at gratulere diverse mennesker med nyerhvervede huer. Efterfølgende slog vi benene op hos svigerfar, besluttede os for at udnytte den ene dags solskin og bevægede os mod poolen. Marius blev iført badeluffer, og efter få sekunder galede han: “MOR! MIN NUMSE ER KOO-OOO-OOLD!”, da han stille gled ned i baderingen og ramte vandoverfladen. Og nu er det ikke en opgave for amatører sådan at ville bade og forblive tør på samme tid. Vi drog istedet mod stranden og fandt forstenede søpindsvin (egentlig bare et enkelt), sneglehuse og slog historisk mange smut (Mikkel gjorde).

Nu holder vi fri med alskens hygge her i hulen, inden jeg aflægger min fysioterapeut et besøg for at catche up på min diskusprolaps fra helvede, som jeg fik samtidig med min stemmeret. I må have en henrivende dag allesammen. Jeg lover, at der skrues op for almindelige indlæg og ned for takketaler fremadrettet. Fred ud!