Noget om superhelte

Mother of all evil, så er den her! Eller det har den faktisk været længe. Altså perioden hvor besættelsen af Lynet McQueen fra filmen ‘Biler’ er altoverskyggende. Og nu også Batman. Og Spiderman. Og skildpadderne på steroider fra Teenage Mutant Ninja Turtles. Afhængigheden af nævnte er taget til ganske hurtigt i løbet af det sidste år. Til fastelavn 2013 gik tumlingen omkring i Fætter BR og var langt mere interesseret i biler og bamser end bøjlerne med fastelavnstøj. Og vil man ikke deltage i beslutningsprocessen, så har man ikke ret til at brokke sig over resultatet. Og det gjorde han heller ikke. Så han blev skruet i en æbleformet dragt, iført en hat med blad og stilk, og så var han ellers det sødeste æble of all times. Men nu har piben fået en anden lyd. Da jeg bladrede febrilsk gennem internetsider og foreslog ham forskellige udklædningsmuligheder i år, svarede han: “Nej. Nej. Heller ikke den. Nej. SPIDERMAN!!!!!!! Jeg vil være Spiderman! Kapow! (Siger han sådan?)” Og så kunne alle andre forslag godt pakke sammen.

Og jeg både hader og elsker denne her periode lidt. Manden herhjemme er af den overbevisning, at 3-årige drenge bare skal iklædes hvad end, de synes, er sejt, have jord på knæene og gamle joggingbukser på, som kan slides i børnehaven. Og jeg kan på en måde godt lide den tankegang. Men. Jeg kan bare bedst lide lækre striktrøjer og pæne bukser. Der bor en enkelt trøje med McQueen, en med Spiderman og en masse underbukser og strømper med samme i Marius’ skab. Resten er tøj efter min smag – Så det er vel en slags kompromis? Manden fandt sin gamle, indrammede (!) Batman-plakat (oh yes, en af de rigtig store), og nåede hurtigt at få idéen om Batman på børneværelset luftet for poden, og så var det jo 2 mod 1. Det skar lidt i mit indretningshjerte, men billedet kom op og drengen blev glad. Det er vel for fanden det vigtigste. Og det er vel kun en periode, right?