De voksnes rækker

Min elkedel larmer helt vildt. Men den er meget pæn, så skidt med det. Kaffen er netop ved at blive til, der er sand i sofaen (!) og et sovende barn i sengen. Og så blev jeg voksen igår. Ihvertfald en lille smule. Jeg var til forældremøde. Forældremøde?! Altså sådan et rigtigt ét med debatter og Powerpointpræsentationer om inklusion og sociale pædagogiske fællesskaber. OG vindruer og kaffe og sød lakrids og mere kaffe! Hvis jeg stopper op og ser mig tilbage, kan jeg næsten nå at fange et flygtigt glimt af fortiden glide rundt om hjørnet, hvor jeg selv er eleven til akavede skole-hjem-samtaler. Det føles virkelig ikke som om, det er ret længe siden. Og det er det nok heller ikke. Jeg forlod 9. klasse i 2008. Wow, det var jo lige for lidt siden.

Men igår havde jeg altså indtaget en anden slags stol (faktisk en af de dér vildt små børneskamler, som ungerne bruger på stuen). Og det gik egentlig over al forventning. Men hold nu kæft, hvor var jeg nervøs. Marius var i cirkus med sin far, så jeg slæbte hans kære papfar med istedet. Jeg kunne ikke helt overskue situationen. Hvem skulle jeg sætte mig ved siden af? Gad vide hvem hun var mor til? Var der andre dér i sneakers og skinny jeans? Jeg plejer normalt ikke at føle mig usikker i forældrerollen, men lige dér blev jeg grebet af mild panik. Og så startede den kære foredragsholder (som i øvrigt lignede hende nordmanden fra Aqua helt vildt) ud med, at vi skulle lave en lille hilse-øvelse. Jeg skulle altså hive fat i de andre forældre, fortælle at jeg var Marius’ mor (og ikke storesøster), og så fortælle om noget, jeg godt kunne lide. Og lige i sådanne situationer har jeg helt og aldeles glemt alt, hvad jeg kan lide. Til gengæld kan jeg snildt komme op med et par ting, jeg ikke bryder mig om. For eksempel akavede introduktionslege. Heldigvis blev der kørt et eksempel af mellem Aqua-Lene og en tilfældig mor, som udbrød: “Hvad jeg godt ka’ li’?” Jeg ka’ godt li’ cigaretter!”. Og så var den ligesom igang.

Og det var faktisk en virkelig hyggelig aften. Jeg fandt ud af, at jeg nok havde fået kørt det en anelse for meget op i mit eget hoved, og at alle faktisk hilste på mig som et ligeværdigt menneske fremfor en alien. Vi fik snakket om legeaftaler og telefonlister og kørt lidt i ‘pædagoger-drikker-vanvittigt-meget-kaffe’-jokes. Så alt i alt en fin aften med søde, snakkesalige forældre, et indblik i hvad der foregår i Marius’ dagligdag og gode grin. Nok bød de mig velkommen i de voksnes rækker på min konfirmationsdag engang, men det var altså igår den rigtige manddomsprøve stod.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram