Morskab på 5. år

Min søn fylder 4 år lige om lidt. Rettere om 20 dage faktisk. Billederne ovenover er taget i 2011, da Marius første gang smagte sure æbler, og har egentlig ikke ret meget med indlægget at gøre. Men sød ser han ud. Nå, men der smuttede lige 4 år ud af hænderne på mig, uden jeg opdagede det. Så nu er vi på den igen. Gaver, kager, fest, planlægning, og så videre. Yes! Planlægning, not so much. Men det bliver fedt. Seksogtyve (!) gæster til en 4-års fødselsdag. Det er sgu da meget godt gået, ikke?

Jeg har aldrig før holdt fødselsdag for et børnehavebarn. Og da slet ikke mit eget. Så så man lige mig agere power-mom med planer om fondant-pyntede cupcakes med drenge- og pigemotiver (jep, ingen sukkerpolitik på fødselsdage i Marius’ børnehave), og spæne (okay, køre, de 600 meter i bil) i Netto efter marshmallows og flormelis. For fondanten kan man vel bare lige lave selv, ikke?

Jeg har aldrig før givet mig i kast med skumfiduser i vandbad, men det gik over al forventning, og jeg er nu færdig med at spendere flere hundrede kroner på færdiglavet fondant (hvilket jeg egentlig kun har gjort én gang til Marius’ 1-års fødselsdag). Jeg skal nok poste nogle billeder af de færdige resultater her på bloggen, hvis I kan finde jer i en kage-spam. Jeg lover, det ikke bliver ofte. Jeg holder mig gerne på behørig afstand fra et køkken, hvis jeg kan slippe afsted med det, og mine kulinariske udfoldelser sker oftest indenfor de lidt sjovere områder. Såsom kagedekoration.

Men det er som om, jeg bliver lidt mere mor-agtig hver dag. Bevares, jeg har været mor i snart 4 år, men altså. Sådan på det personlige plan. Jeg køber pottemuld i 20-kilos-poser (KAN de ikke fås mindre?), er ved at gro mit eget træ ud af en avocadosten, og antallet af levende planter her i hjemmet har overgået de visne. Og så kan jeg få tømmermænd af én øl. I shit you not. Dertil kan tilføjes, at jeg forleden fredag aften sad og farvesorterede Hama-perler til lyden af Disney Sjov, mens jeg spottede en jævnaldrende, lyshåret pige lunte sommerkåd hen ad fortovet med en flaske Grøn Gajol under armen. Og jeg kunne ikke lade være med at smile, uden helt at vide hvorfor. Måske fordi hun så ud til at glæde sig ligeså meget til aftenens forestående strabadser, som jeg glædede mig til at læse godnathistorier om dinosaurer og gå tidligt i seng. Der er mange måder at definere ‘morskab’ på, men jeg kan nu ret godt lide min.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram