Skudsikker mandag morgen

Så for satan – det er mandag igen. Men modsat mange af sine forgængere startede denne ud med raketter, trommemarch og trompetfanfarer. I hvert fald i mit hoved. Jeg har tidligere omtalt de dér morgener, hvor barnet klamrer sig til mors ben, mens vandet står ud af øjnene. Og det er noget nær den mest deprimerende måde at starte sin dag på. Vi driblede om i børnehaven omkring kvart over 9, og Marius’ bedste venner kom stormende og ville lege. Marius snakkede og grinede, og ham og hans bedste ven fik vendt verdenssituationen, naturligvis med deres seneste Thomas Tog-begivenhed som hovedfokus, hvor de tilfældigt mødte hinanden. Hvilket i øvrigt var en kæmpe succes. Thomas delte gavmildt ud af køreturene i damplokomotivets tilhørende vogne, og der var masser af andre aktiviteter for både store og små. Og solen skinnede!

Nå, for lige at bade mig selv i stolthedens blændende lys, så fik jeg en snak med en pædagog, inden jeg forlod børnehaven igen. Marius bliver jo som bekendt 4 år (!) på torsdag, og der skulle lige lidt på plads omkring antallet af cupcakes, tidspunkter og den slags. De er igang med et inklusionsforløb i institutionen, hvor børnene bliver delt ud i mindre grupper på kryds og tværs for at få alle med og skabe nye relationer blandt andet. Og jeg ytrede jo min bekymring for, at min (meget) sensitive dreng skulle i grupper uden sine tætteste venner og derfor være nødsaget til at forlade sin comfortzone, når nu han kæmper med sin følsomhed og den slags i forvejen. Men det viser sig, at jeg har produceret lidt af en lille helt. Og det vidste jeg jo egentligt godt, det er bare min mor-bekymrede hjerne, der skal calm’e the fuck down. Han klarer sig nemlig rigtig godt i børnehaven, er én rigtig mange børn søger hen til for at lege med, og han er nu ressourcebarn i deres inklusionspuslespil. Han starter altså ud med at skulle være et barn, som kan give de andre noget og lære fra sig. Det er da alt for sejt. Jeg var flyvende, og end ikke et oversavet haglgevær kunne skyde gennem mig, da jeg forlod børnehaven og lukkede den tunge jernport bag mig. Oh happy day!

Og apropos intet af ovenstående så synes jeg, det er vildt at der er små, søde mennesker derude som sidder og lurer med. Og nogen af dem kommer endda forbi mere end én gang. High-five! Og fordi jeg finder det ret spændende (og er nysgerrig as f), kunne jeg vildt godt tænke mig at høre, hvad I er for nogen derude (evt. gennem kommentarfeltet herunder), som gider følge med i min til tider trivielle tilværelse – Hvis I altså gider at dele. Happy monday! De er sjældne, og de skal nydes.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram