Tak og tvivl

Først og fremmest skal der lyde et rungende tak til jer, som linker til min blog rundt omkring og jer, der kommenterer og roser bloggens eksistens. Og også jer der læser med og lister ubemærket ud af bagdøren igen. Det er voldsomt overvældende og angstprovokerende at vide, der bliver kigget med derude fra.

Jeg har haft sådan en mini-krise mht. bloggen. First world, I know. Jeg er lidt twisted på det punkt. Det kribler i mine fingre og opsluger mig fuldstændigt at skrive ord. Alle mulige ord, alle tænkelige steder. Og jeg nyder den respons, I kommer med. Jeg ville så gerne kunne påstå, at jeg er fuldstændigt og bedøvende ligeglad med, hvad folk tænker om mig. Men det ville være en stor, fed løgn. Jeg presser mig selv ud over kanten af min comfortzone og kan ikke helt overskue, hvor jeg lander. Men det er god træning, I guess. Jeg har besluttet mig for, at min undseelighed ikke skal stripse mig om håndleddene. For selvom jeg er et delvist privat anlagt menneske, synes jeg jo, det er grænsende til hyggeligt at færdes her på bloggen og på nettet generelt. Så jeg tror sgu, jeg giver det et skud.

I skrivende stund propper jeg gabet med vandmelon og alfabet-kiks og har krøllet benene op under mig i sofaen efter hanen (Marius, that is) galede kl. 06:47 til morges (uforskammet brok i spædbørnsforældres ører, I know). Det er tidligt for mig. Og så har jeg lige klikket en kjole (mere) hjem fra Nelly. Goddamnit.

Billedet er helt og aldeles irrelevant for indlægget, men blikfang er vel en nødvendighed for at kunne sælge sin sjæl over nettet med stor sandsynlighed. Øverst ses Mufle og jeg fra sidste sommer, endnu en (ufærdig) tegning, mig der spiller smart med langt hår, og mig der spiller smart ved poolen sidste weekend. Med ønsket om en henrivende lørdag aften, hvad end den står på VM, Le Mans eller noget ganske andet.