Tirsdag, twerking og hverdagsrutiner

Nåh, det var ikke meget feedback mit tidligere indlæg efterlod sig. Men fortvivl ej, jeg skriver et eller andet lort alligevel. Jeg er (endnu engang) blevet forarget, denne gang over den såkaldte twerking-trend. Hvis det er meningen, at twerking skal være sexet, flot eller endda begge dele, har jeg misforstået konceptet. Jo, bevares, det er da imponerende. Imponerende at en ellers så feminin del af kvindekroppen kan gøres så vanvittigt ucharmerende og frastødende at se på, mens kvinden, der gør det, fremstår omtrent ligeså elegant som Linda P. Det kan godt være, jeg lyder gammel og sur, men det er jeg også. I hvert fald sur. Det var i øvrigt den dér how-to guide som vores allesammens “Twerk Queen Louise” (det kalder hun sig sgu) på beundringsværdig vis har fået ud på Politikens hjemmeside, der vakte harmen. At hun så tager sig selv så højtideligt, at hun lige har overskud til at smide en kommentar til et ‘kikset move’ i stil med “Det er ikke det, vi skal. Det er sådan noget dans til Crazy Daisy i Kolding. HAHAHA!” og opfodrer til at ryste ‘what yo mama gave ya’ gør det hele hysterisk. Nå, nok om det.

Idag har været en ganske gennemsnitlig tirsdag med afhentning af barn, hygge, mad og så i seng. Og jeg synes jo, det var skide hyggeligt at ligge derinde på Marius’ gulv i eftermiddags med ham og min kæreste og fjolle rundt, men samtidig var jeg også bare skide træt. Jeg beundrer virkelig min kæreste for sit uendelige overskud og sin positive indstilling – noget jeg selv har for lidt af til tider. Og mens de spassede ud på gulvet og legede monstre, hunde og bamse-kastning, deltog jeg indimellem og observerede dem ellers smilende. Til sidst sendte min kæreste mig smågrinende et indforstået blik, og jeg sagde (med en vis sarkasme i stemmen, forstås), at jeg var nødt til at komme ud af galehuset (børneværelset, that is) og jeg ville ha’ min computer, min sofa og mit slik for mig selv. Og så var vi begge færdige af grin. Jeg lød virkelig som et forurettet barn, og ingen af os kunne tage mig seriøst, men lige dér i ulvetimen havde jeg bare lyst til at smide benene op og være mig selv, og det er et vanvittigt dårligt tidspunkt at blive ramt af den følelse (jeg kan ikke være den eneste mor, der oplever det, vel? Vel?!). I stedet skulle jeg tænke på aftensmad, tandbørstning og madpakker til næste dag. Og sådan er det – og jeg kan endda savne de dér indimellem anstrengende hverdagsrutiner, når Marius er hos sin far. Der mangler et eller andet. Hvor mærkeligt er det? Men af og til får jeg sådan et lille, indre mommy-meltdown á en halv times varighed midt i hverdagens virvar, hvor jeg har lyst til at putte musik i ørerne og tage mig et langt bad. Uden nogen skal ind og tisse.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram