Fiskeyngel og følsomhed

Nå. I er jo ikke Se&Hør-nysgerrige, fornemmer jeg. Jeg har alligevel modtaget et par fine spørgsmål i forrige indlæg. Blandt andet et ganske sødt og overvældende relevant ét fra Sebrina, som jeg nok kan bruge et helt indlæg på på et senere tidspunkt. Om det dér med at finde en 22-årig kæreste, som smider fremtidsplaner og alt andet, han har i hænderne, for at agere stedfar for mit barn. Så forbliv tunet!

Ellers har dagen budt på en hjemvendt søn, som havde taget både sin far og kage med, da han gjorde sin entré. Så der blev refereret studenteruge og diskuteret VM et par timer og efterfølgende stod den på rengøring af akvarium. Fuck me running. Jeg har selv haft akvarium ad flere omgange i mine spæde teenageår, men når minderne falmer en smule, er det som om, de sødeste af dem har nemmest ved at kæmpe sig til forreste plads i køen. Med andre ord havde jeg lykkeligt glemt mængden af påkrævet algefjerning og pumperensning, der medfølger. Det lå mig i al fald lidt fjernt. Men hyggeligt er det. Og heldigvis nåede jeg ikke at vende røven i vejret på pumpen, inden jeg fik kigget ned i den. Dér i køkkenvasken stod en pumpe, hvori ti små (som i mikroskopisk-små) fiskebabyer svømmede rundt. I hvert fald otte af dem. De resterende to havde opgivet kampen i hvirvelstrømmen og blev sendt direkte på kloakrundfart. Ak, hvilken glæde og begejstring sådan en 4-årig næsten ikke kan rumme, når ens fisk formerer sig.

Inden sengetid fik Marius studset lokkerne på badeværelset, mens han blev underholdt af Lego-Batman-film på iPhone. Og selvom både tissetår og tandbørstning ventede lige om hjørnet, satte jeg tiden i stå. Bare for et øjeblik. Det var nok mere magisk for mig end for drengen, men jeg så mit snit til at lade aftenmads-oprydning stå et øjeblik og på lige fod ignorere kampråb fra en hær af nullermænd. Der bliver kun længere imellem den efterhånden selvstændige 4-årige gider finde sig i kram og kys fra moren. Så ubemærket løftede jeg ham ned og sidde ved mig på gulvet op af den bugnende vasketøjskurv. Bare for en stund. Og som han sad dér og forklarede om både Batman og Robin og deres beundringsværdige samarbejde, mens vi betragtede dem på skærmen, måtte jeg lukke øjnene og inhalere den størst mulige mængde luft og duft fra hans fløjlsagtige marcinpanhud. Jeg kunne stadig ane en lille duft af baby fra hans skulder. Ikke nyfødt-baby. Men min baby. Og selvom hele snakken om det nye tidsperspektiv, man får tildelt som forælder, er både klichéagtigt og trættende, og det samtidig lyder uudholdeligt sentimentalt, så er det de øjeblikke dér, der kan noget. At få lov til ganske lydløst at kramme hans lille krop, snuse ham i nakken og betragte hans buttede kinder og brune øjne. I det øjeblik forekommer resten af verden mig så ufatteligt ligegyldig.