Må man opdrage på andres børn?

Nej, nein, nee, nope, nonononono. Som oftest skal man gå en stor bue udenom belærende råd på vegne af fellow-forældre, som kan virke nedladende eller bedrevidende. For vi er forældre på uendeligt mange forskellige måder. Heldigvis. Men af og til ser jeg noget, jeg ikke bryder mig om. Det er sjældent, jeg får gjort noget ved det. Måske for sjældent. Jeg er typen, der har det stramt med at klage over maden på en restaurant. Så konfliktsky er jeg. Men i fredags kunne jeg ikke dy mig.

Jeg befandt mig i jævnt godt lag med søde venner og kæreste til Grøn Koncert i Odense, og vi sad (desværre) meget tæt på scenen, da Shaka Loveless valgte at blæse livet ud af højtalerne og give den hele armen med ‘Tomgang’ og en masse andre sange, jeg hørte for både første og sidste gang. Og ved siden af mig troppede en dame midt i 60’erne op iført BH og et lændeomslag med batik-tryk samt en lille kæk kasket og John Lennon-briller. Og det var der ganskevist intet forgjort i. Hun rokkede med til musikken, mens jeg lod mig irritere over den uforskammede høje bas, som pumpede igennem mit bryst og sendte ufrivillige, taktfulde bevægelser ud i min overkrop. Og pludselig kom der en cranky, midaldrende kvinde frem i mig, som mente, at musikken var lige høj nok. Jeg kunne med rette have benyttet mig af høreværn eller ørepropper (eller have placeret mig længere væk fra scenen). Problemet var, at kvinden med den lange, gråsprængte fletning havde en pige på ét år i sin favn. Meget, meget tæt på scenen. Hun var hverken forsynet med ørepropper eller høreværn, men blev i stedet for gynget vildt i bedstemors arme, mens hun så sig forvirret og betuttet omkring. Og da jeg tydeligt kunne mærke bittesmå Zulu-mænd bruge mine trommehinder som bongo-skind, kunne jeg slet ikke klare at tænke på, hvordan det lød i de ganske nylavede ører.

Og det var naturligvis af hensyn til den lille pige, at jeg henvendte mig, men også fordi det sender mit temperament ud på en alvorlig prøvelse at se, hvor mange der slæber (alt for) små blerøve med, som bliver placeret med en gedigen mængde solcreme under en parasol for så at ligge dér og stege til ingen verdens nytte. I 30 grader, med alt for høj musik og alt for fulde mennesker. Fordi mor og far skal til Grøn Koncert. Og alt andet lige kunne det jo tyde på, at det er forældrenes behov, der bliver tilfredsstillet. Og jeg er af den overbevisning, at kan du ikke få din baby passet, når du vil til koncert, så bliver du hjemme. Er det mig, der er helt skidt kørende på den?

Jeg nærmede mig damen med forsigtige skridt og prikkede hende på skulderen. Mit hjerte sad i halsen på mig og var millimeter fra at blokere mit talerør, men jeg fik alligevel fremstammet, at jeg ingen intentioner havde om at være en røv, men jeg simpelthen ikke kunne tie stille, når jeg så så lille et barn et sted, hvor musikken gjorde ondt selv i voksne ører. Hun svarede (som forventet), at hun godt vidste, det var skadeligt for de små ører, men hun havde selv haft sine egne børn med på alle festivaler igennem årene, og hun vidste godt, hvordan man håndterede den slags. Og fair nok. Det syntes jeg så bare ikke, hun gjorde. For så placerer man sig ikke i en crowd af fulde folk, som vælter oveni hinanden, kaster med fadøl, ryger hash i små grupper og hopper i takt til skamhøj bas. Ikke med en et-årig på armen. Jeg fik sagt noget med, at jeg håbede, hun ville tænke over det, og at jeg selv havde en lille dreng. Bare så hun ikke troede, at der kom en uvidende, 22-årig tøs og lærte en garvet festivalsgænger og formentlig erfaringsrig kvinde om håndtering af småbørn. Til trods for hun trængte til det. Bare lidt. Hun tog det okay og endte med at sende mig et smil, mens jeg gik derfra med knæ af gelé og rystende ben. Og så følte jeg ikke rigtigt, at jeg kunne gøre mere. Selvom jeg havde lyst til at tage den lille, lyshårede krøltop med til nærmeste bod og skaffe hende en pegebog, en kop mælk og måske endda et par høreværn.

Skulle jeg bare have holdt min kæft?