Nej, nein, nee, nope, nonononono. Som oftest skal man gå en stor bue udenom belærende råd på vegne af fellow-forældre, som kan virke nedladende eller bedrevidende. For vi er forældre på uendeligt mange forskellige måder. Heldigvis. Men af og til ser jeg noget, jeg ikke bryder mig om. Det er sjældent, jeg får gjort noget ved det. Måske for sjældent. Jeg er typen, der har det stramt med at klage over maden på en restaurant. Så konfliktsky er jeg. Men i fredags kunne jeg ikke dy mig.

Jeg befandt mig i jævnt godt lag med søde venner og kæreste til Grøn Koncert i Odense, og vi sad (desværre) meget tæt på scenen, da Shaka Loveless valgte at blæse livet ud af højtalerne og give den hele armen med ‘Tomgang’ og en masse andre sange, jeg hørte for både første og sidste gang. Og ved siden af mig troppede en dame midt i 60’erne op iført BH og et lændeomslag med batik-tryk samt en lille kæk kasket og John Lennon-briller. Og det var der ganskevist intet forgjort i. Hun rokkede med til musikken, mens jeg lod mig irritere over den uforskammede høje bas, som pumpede igennem mit bryst og sendte ufrivillige, taktfulde bevægelser ud i min overkrop. Og pludselig kom der en cranky, midaldrende kvinde frem i mig, som mente, at musikken var lige høj nok. Jeg kunne med rette have benyttet mig af høreværn eller ørepropper (eller have placeret mig længere væk fra scenen). Problemet var, at kvinden med den lange, gråsprængte fletning havde en pige på ét år i sin favn. Meget, meget tæt på scenen. Hun var hverken forsynet med ørepropper eller høreværn, men blev i stedet for gynget vildt i bedstemors arme, mens hun så sig forvirret og betuttet omkring. Og da jeg tydeligt kunne mærke bittesmå Zulu-mænd bruge mine trommehinder som bongo-skind, kunne jeg slet ikke klare at tænke på, hvordan det lød i de ganske nylavede ører.

Og det var naturligvis af hensyn til den lille pige, at jeg henvendte mig, men også fordi det sender mit temperament ud på en alvorlig prøvelse at se, hvor mange der slæber (alt for) små blerøve med, som bliver placeret med en gedigen mængde solcreme under en parasol for så at ligge dér og stege til ingen verdens nytte. I 30 grader, med alt for høj musik og alt for fulde mennesker. Fordi mor og far skal til Grøn Koncert. Og alt andet lige kunne det jo tyde på, at det er forældrenes behov, der bliver tilfredsstillet. Og jeg er af den overbevisning, at kan du ikke få din baby passet, når du vil til koncert, så bliver du hjemme. Er det mig, der er helt skidt kørende på den?

Jeg nærmede mig damen med forsigtige skridt og prikkede hende på skulderen. Mit hjerte sad i halsen på mig og var millimeter fra at blokere mit talerør, men jeg fik alligevel fremstammet, at jeg ingen intentioner havde om at være en røv, men jeg simpelthen ikke kunne tie stille, når jeg så så lille et barn et sted, hvor musikken gjorde ondt selv i voksne ører. Hun svarede (som forventet), at hun godt vidste, det var skadeligt for de små ører, men hun havde selv haft sine egne børn med på alle festivaler igennem årene, og hun vidste godt, hvordan man håndterede den slags. Og fair nok. Det syntes jeg så bare ikke, hun gjorde. For så placerer man sig ikke i en crowd af fulde folk, som vælter oveni hinanden, kaster med fadøl, ryger hash i små grupper og hopper i takt til skamhøj bas. Ikke med en et-årig på armen. Jeg fik sagt noget med, at jeg håbede, hun ville tænke over det, og at jeg selv havde en lille dreng. Bare så hun ikke troede, at der kom en uvidende, 22-årig tøs og lærte en garvet festivalsgænger og formentlig erfaringsrig kvinde om håndtering af småbørn. Til trods for hun trængte til det. Bare lidt. Hun tog det okay og endte med at sende mig et smil, mens jeg gik derfra med knæ af gelé og rystende ben. Og så følte jeg ikke rigtigt, at jeg kunne gøre mere. Selvom jeg havde lyst til at tage den lille, lyshårede krøltop med til nærmeste bod og skaffe hende en pegebog, en kop mælk og måske endda et par høreværn.

Skulle jeg bare have holdt min kæft?

Jeg har altid været fascineret af ord. Været opslugt af at sætte dem sammen, rokere rundt og slette i dem, indtil den helt rigtige sætning kom frem. Min skrivelyst og -inspiration har været i dvaletilstand de sidste 4-5 år. Jeg blev mor. Og med den titel trådte egne behov og projekter naturligvis i baggrunden til fordel for mit lille, nylavede menneske. Men midt i lortebleer og natteamning glemte jeg at finde dem frem igen. Eller valgte, måske ubevidst, at sætte dem på standby for en tid. Men da det ene jo ikke nødvendigvis skal udelukke det andet, og jeg nu har en dreng, som selv falder i søvn og sover igennem til næste morgen, er batterierne atter blevet tanket (en lille smule) op. Det tillader mig at bruge tid på egne idéer og tanker i aftenens tidsrum fremfor at knokle på med vuggeviser i timevis og holde baby i mine arme, til jeg selv falder i søvn.

Men jeg er stadig god til at være træt. Og så sker der det, at jeg altid brygger på nye projekter og tekster i hovedet, det sekund jeg rammer puden. Og burde sove. Derefter overbeviser jeg mig selv om, med lukkede øjenlåg, at jeg nok skal huske denne frase eller denne sætning til imorgen tidlig. Når jeg kan få det skrevet ned. Men når jeg vågner, er idéerne forsvundet som dug for solen, og jeg kan ikke huske, hvilke vendinger og formuleringer, jeg havde i tankerne.

Jeg lod mig stege af solens stråler med lukkede øjne, og tegnede ord for mit indre igår. Istedet for at falde i søvn, greb jeg min telefon og skriblede ordene ned, mens de stadig stod forholdsvis klart i min erindring. Og ud af det kom en lille, beskeden tekst om netop det. At brygge planer og idéer i de tidlige nattetimer for så at have glemt dem ved daggry. Jeg har ikke skrevet længe og må erkende, jeg er blevet lidt rusten, så bear with me.

Når dagsfabrikken lukker og slukker, og både pligter, kvalitetstid og prokrastinering stempler ud, efterlader den stålhaller af ubrugt plads, mens bagdøren står på klem. Ind lister natteravne og små, hengemte idéer, som ikke har kræfterne eller tiden til besøg om dagen. De lister igennem skjulte sprækker og kravler langs vægge og lofter. Efterlader smalle spor af tankestøv og sætter aftryk på al inventar. Fabrikken summer af natteravne på overarbejde, og jeg kæmper bag lukkede øjenlåg og forsøger at holde idéer fast. Leder efter måder at fastholde bare et enkelt støvkorn, men de er både gennemsigtige og glimtende og mine håndflader alt for fugtige. Efterspørger kræfter til at tvinge tunge øjenlåg opad. En hjælpende hånd. Men natteravnene er altid et skridt foran og mørket så listigt at gemme sig i. Knastørre solstråler baner sig vej igennem de hvide gardiner og hvirvler op i stillestående støv. Det er morgen. Natteravnene har slettet alle spor og taget tankestøvet med sig. Pligter fletter fingre med klargøring og travlhed, og nattens hukommelse siver ud til lyden af en stresset elkedel, imens de sidste minutter af morgenrutiner oprinder. Måske i nat. Måske kan jeg tvinge øjenlågene åbne. Bare lidt længere. Bare længe nok til at indfange en nats idé og holde fast indtil dagslyset hvirvler op i stillestående støv.

PS: Billedet er udsigten fra min gamle tagterrasse. Om jeg savner den? Ja.

Nå. I er jo ikke Se&Hør-nysgerrige, fornemmer jeg. Jeg har alligevel modtaget et par fine spørgsmål i forrige indlæg. Blandt andet et ganske sødt og overvældende relevant ét fra Sebrina, som jeg nok kan bruge et helt indlæg på på et senere tidspunkt. Om det dér med at finde en 22-årig kæreste, som smider fremtidsplaner og alt andet, han har i hænderne, for at agere stedfar for mit barn. Så forbliv tunet!

Ellers har dagen budt på en hjemvendt søn, som havde taget både sin far og kage med, da han gjorde sin entré. Så der blev refereret studenteruge og diskuteret VM et par timer og efterfølgende stod den på rengøring af akvarium. Fuck me running. Jeg har selv haft akvarium ad flere omgange i mine spæde teenageår, men når minderne falmer en smule, er det som om, de sødeste af dem har nemmest ved at kæmpe sig til forreste plads i køen. Med andre ord havde jeg lykkeligt glemt mængden af påkrævet algefjerning og pumperensning, der medfølger. Det lå mig i al fald lidt fjernt. Men hyggeligt er det. Og heldigvis nåede jeg ikke at vende røven i vejret på pumpen, inden jeg fik kigget ned i den. Dér i køkkenvasken stod en pumpe, hvori ti små (som i mikroskopisk-små) fiskebabyer svømmede rundt. I hvert fald otte af dem. De resterende to havde opgivet kampen i hvirvelstrømmen og blev sendt direkte på kloakrundfart. Ak, hvilken glæde og begejstring sådan en 4-årig næsten ikke kan rumme, når ens fisk formerer sig.

Inden sengetid fik Marius studset lokkerne på badeværelset, mens han blev underholdt af Lego-Batman-film på iPhone. Og selvom både tissetår og tandbørstning ventede lige om hjørnet, satte jeg tiden i stå. Bare for et øjeblik. Det var nok mere magisk for mig end for drengen, men jeg så mit snit til at lade aftenmads-oprydning stå et øjeblik og på lige fod ignorere kampråb fra en hær af nullermænd. Der bliver kun længere imellem den efterhånden selvstændige 4-årige gider finde sig i kram og kys fra moren. Så ubemærket løftede jeg ham ned og sidde ved mig på gulvet op af den bugnende vasketøjskurv. Bare for en stund. Og som han sad dér og forklarede om både Batman og Robin og deres beundringsværdige samarbejde, mens vi betragtede dem på skærmen, måtte jeg lukke øjnene og inhalere den størst mulige mængde luft og duft fra hans fløjlsagtige marcinpanhud. Jeg kunne stadig ane en lille duft af baby fra hans skulder. Ikke nyfødt-baby. Men min baby. Og selvom hele snakken om det nye tidsperspektiv, man får tildelt som forælder, er både klichéagtigt og trættende, og det samtidig lyder uudholdeligt sentimentalt, så er det de øjeblikke dér, der kan noget. At få lov til ganske lydløst at kramme hans lille krop, snuse ham i nakken og betragte hans buttede kinder og brune øjne. I det øjeblik forekommer resten af verden mig så ufatteligt ligegyldig.

Solen er brændende. Sådan for alvor. Det er udfordringen ved at sidde på altanen i blændende solskin med sort tastatur. Tasterne bliver varme. Udfordring er måske et voldsomt ord om en egentlig fin situation. Som jeg sidder her og skriver med lukkede øjne (jeg kan mit tifingersystem), kan jeg mærke en sky glide ind og blokere for den ellers så gavmilde sols stråler. Hvad der for en stund siden var prikkende varme i kinderne og sødelig sang fra solsorte, er nu brudt af rumsterende naboer på terrassen, en gøende hund hos genboen og en noget så ulykkelig baby i nabogården. Det står i kontrast til de forgangne dage i klitterne ved Henne Strand og efterfølgende ophold hos (sviger)forældre i rolige omgivelser. Men hey, så er vi hjemme igen, og det kan sgu da også noget.

Sådan skrev jeg tidligere idag, da jeg rent faktisk befandt mig på altanen. Det gør jeg ikke længere. Men ellers var det fint, dejligt og hyggeligt det hele. Det dér sommerhus noget. Vesterhavet var fyldt med understrøm, kolde bølger og sørgelige rester af iturevne vandmænd. Men i kom jeg. Efter Mikkel og jeg vel at mærke havde holdt i kø i to timer på vej mod Jylland, hvilket gav plads til fodboldspil på motorvejen.

Min telefonoplader stak af et sted mellem Vesterhavet og Odense, og jeg har opgivet at finde den. Så nu kører jeg offline på telefonfronten for en tid. Det er både irriterende og befriende. Og da min iPhone 4 efterhånden er mæt af dage, prioriterer jeg ikke at investere i ny oplader. Så hellere ny telefon. For det har jeg jo pengene til. Agtigt.

Ellers er der ikke det voldsomme at berette om. Jeg har spenderet sølle 44 kroner på en tusch til porcelæn, og det er den ondelyneme stor underholdsningsværdi for pengene. Hvad så ellers? Er der noget, I brænder inde med? Er der detaljer fra mit sindsoprivende liv, I ikke kan leve foruden? Nej, vel? Ellers skal I sandelig ikke holde jer tilbage. Jeg er lutter ører. Hvis nogen derude synes, det kunne være fedt, så er kommentarfeltet herunder all yours. Hvis nu der er overflod af læsere, som hungrer efter (not so) saftige informationer om mit lille liv, så samler jeg dem til et indlæg og kommer med en røvfuld svar på en og samme gang. Det være sig alt fra nysgerrigheder omkring mine erfaringer som (meget) ung mor og uddannelsesforløb til det helt navlepilleriske såsom mit yndlingsslik og foretrukne køkkenrulle. Forslag til fremtidige indlæg bliver ligeså modtaget med åbne arme.

Jeg er ikke god til at rumme følelsen af selvhøjtidelighed, men den sniger sig sgu ind på mig, når jeg foreslår den slags. For spændende er jeg altså ikke. Men jeg modtager spørgsmål hist og her og for at spare os alle for unødigt besvær, kan jeg jo ligeså godt tage hele baduljen af én omgang, right? Og hvis ikke I har noget på hjerte, er det også helt fair. Så græder jeg bare lidt i stilhed.

I øvrigt har jeg en lille anmeldelse af en mor-bog på vej, som snarest indfinder sig her på domænet. Og hvis I slet ikke kan lade være, kan I læse det lille interview, jeg gav i forbindelse med min kroning som månedens plus-blogger hos Bloggers Delight, her. Mojn!

Mundlam. Det er, hvad jeg er! Heldigvis skal jeg ikke bruge mundtøjet for at skrive, så here goes. Jeg vil nødigt trætte jer ved at padle for meget i samme pøl, men jeg gør det sgu alligevel. Bare en smule. Fru Lange herself sendte så usigeligt god karma ud i æteren i forgårs, da hun linkede til bloggen her via sin egen. Wow! Derefter var sluserne åbne, og så strømmede det ellers ind med søde kvinder og andet godtfolk både her og på Instagram. Jeg kan næsten ikke tænke mig til, hvad jeg har gjort for at modtage så suveræn support og så latterligt søde kommentarer. Jeg kan fandeme godt li’ jer. Hver og én!

Jeg er ganske imponeret over, at både folk uden børn, unge studerende, erfaringsrige kvinder og endda en enkelt gut spenderer dyrebar tid lige her. HER! Ja, jeg ved det – den dér underspillethed og “min-tegning-er-grim”-attitude er trættende i længden. Men det er virkelig, virkelig ikke noget, jeg siger for at høste pitty-likes. Jeg mener det bundærligt og ganske oprigtigt; jeg er både rystet, stolt, ydmyg og glad. Og i det store verdensbillede (for slet ikke at nævne blogland) er det ganske vist ingen legendarisk bedrift i sig selv, men det er det for mig. Helt personligt. TAK!

Jeg måtte lukke låget på min laptop og lægge min iPhone med skærmen nedad for en stund. Bare for at inhalere en mundfuld frisk luft og lidt bilos på altanen. Jeg panikkede momentant. Jeg har svært ved at rumme den opmærksomhed. Tænk nu, hvis jeg fucker et eller andet op. Men for fanden, det er jo skide hyggeligt her, so I ain’t goin’ nowhere!

Igår havde jeg mine kære drenge med på tour for at gratulere diverse mennesker med nyerhvervede huer. Efterfølgende slog vi benene op hos svigerfar, besluttede os for at udnytte den ene dags solskin og bevægede os mod poolen. Marius blev iført badeluffer, og efter få sekunder galede han: “MOR! MIN NUMSE ER KOO-OOO-OOLD!”, da han stille gled ned i baderingen og ramte vandoverfladen. Og nu er det ikke en opgave for amatører sådan at ville bade og forblive tør på samme tid. Vi drog istedet mod stranden og fandt forstenede søpindsvin (egentlig bare et enkelt), sneglehuse og slog historisk mange smut (Mikkel gjorde).

Nu holder vi fri med alskens hygge her i hulen, inden jeg aflægger min fysioterapeut et besøg for at catche up på min diskusprolaps fra helvede, som jeg fik samtidig med min stemmeret. I må have en henrivende dag allesammen. Jeg lover, at der skrues op for almindelige indlæg og ned for takketaler fremadrettet. Fred ud!