Junkfood og dumme diskoteker

I skrivende stund afventer jeg, at en flink herre fra Just-Eat skal buzzes ind. Og giver mig pommes frites og durumruller og burgere og den slags. Og jeg glæder mig. Mit søde barn holder weekend hos sin far, og jeg drog over til min veninde igår aftes og åbnede en god årgang. Eller ihvertfald en rødvin, som smagte fortrinligt. Jeg har ligeså lidt forstand på vin, som Frederik Fetterlein har på økonomi, så mere kan jeg ikke berette. Som aftenen skred frem, og vi sad dér og fik mundtøjet på gled, foreslog min kære BFF at slå et smut forbi byen, inden natten oprandt.

Det dér med at svinge skinkerne på det lokale disko, har jeg aldrig fået gjort så meget i. Jeg skal have en livstruende høj promille, før jeg danser. Og det har jeg rundt regnet aldrig. Jeg føler mig godt tilpas på en mindre bar med gode venner og et par øl. Men min entusiasme for diskoteker, hvor bassen tæver mig i ryggen, og jeg skal råbe i trommehinde-springende decibel for at konversere med selskabet, er ikke ret stor. Nuvel, det var minimum et halvt års tid siden, vi sidst have befundet os i en lignende situation, så “hvorfor ikke”-tanken voksede sig større og vi prajede en vogn. En øl, lidt klaustrofobi og en time senere forlod vi stedet. Hvert halve år, når jeg indfinder mig sådanne steder, ruller jeg øjne af mig selv næste morgen. Jeg indtog 4 glas rødvin og en øl igår fordelt over rigeligt med timer, og alligevel kan jeg mærke det idag. Jeg er en svagpisser med hensyn til alkohol. Virkelig.

Nu er jeg atter hjemme i den velkendte krog af stuen og nyder cola og livet. Og savner min dreng. Helt vildt. Jeg glæder mig til, jeg skal hente ham, når han har givet sin far studenterhue på. Jeg vil trække mig tilbage igen og spilde resten af dagen med serier, søvn og saltede pommes. Adieu!