Om at være nogens mor (og lidt om søvn)

Og ikke bare mor til hvem som helst, men til det lille, næsepillende væsen ovenover. Marius Emil, eller bare Marius, Muf, Mus, eller Mis i daglig tale. Billedet er vel taget for rundt regnet 3 år siden efterhånden. Og hvor var der dog mange, der varslede mig og min gravide mave, at tiden går SÅ stærkt fra øjeblikket, man får rakt sin lille klump menneske i armene for første gang. Og jeg har måtte bøje mig i støvet og tilslutte mig koret. Nuvel, det tager ganske vist stadig 365 dage, før det kan kategoriseres som et år, men de år har altså fået travlt. Hold nu kæft, hvor går det stærkt. Marius fylder 4 år (!!!) til maj og er altså en rigtig børnehavedreng. Og eftersom jeg nærmer mig de 22 år til sommer (yes, you did the math), vil nogen vel kategorisere mig som en mor af den yngre slags. Well, det vil jeg ihvertfald selv.

Nå, men mange mennesker mener så, at jeg må være gået glip af en helvedes masse, da jeg jo har haft det her lille menneske i min varetægt. Og selvfølgelig er jeg “gået glip” af noget (byture og tømmermænd, that is), men det har aldrig været noget, jeg har savnet, til trods for jeg var nogens mor, før jeg kunne gå i byen med mit eget ID. Jeg kan komme i tanke om én ting, som jeg virkelig føler, jeg har måtte give afkald på, og det kan opsummeres ganske kort: Søvn. Jeg er kæmpe fan af søvn. Lige fra powernaps til 17-timers marathon (sidstnævnte forekommer dog sjældent). Jeg kan sove alle steder, alle tider. Det kan jeg så ikke længere, men jeg har vist også sovet min del af de spæde teenageår væk. Marius sov ganske godt de første 2 måneder af sit liv, men så var kvoten af min videreførte søvngenetik åbenbart sluppet op. Han blev ammet og ammet og ammet lidt mere. I 14 måneder! Jeg prøvede at stoppe, fra han var 9 måneder gammel, da tænder og amning ikke er lige fedt for begge parter, men uden held. Han vågnede gerne en 4-10 gange i løbet af en nat og moslede rundt, blev hentet ind i soveværelset og gryntede efter mad. Det blev hurtigt en rutine at “sove” på den måde, da han var 13 måneder, før han første gang han overnattede hos mormor. Jeg var træt med træt på. Jeg har altid været et småtræt menneske, men nu havde det nået nye højder. Kloge folk (eller bare folk) fik mig fortalt, at det kun blev bedre fra nu af. Og det gjorde det da også. Halvandet år senere vel at mærke. Han var som sådan aldrig ked af det, det tog bare 1-2 timer at putte ham hver (!) aften med sang og historier, for så at krybe langs panelerne ud af rummet. Ungen hørte det selvfølgelig de første 8-10 gange, brokkede sig, og så startede det forfra. Og så lige en 4-7 opvågninger i løbet af natten, hvor han skulle have sin sut.

Da han blev 2,5 år, stiftede jeg på ny bekendtskab med den kære, sammenhængende søvn. Marius sover idag i juniorseng, bliver puttet med godnatlæsning på 10 minutter og falder selv i søvn på ca. 45 sekunder. Han rejser sig aldrig (don’t jinx it) fra sengen og går ud. Vågner en sjælden gang imellem ved tilfælde af tørst eller tissetrang og sover gerne til en halv otte/otte-tiden. Jeg er stadig træt kl. halv otte en lørdag morgen, men så er det godt, poden er med på putning, dyner og Ramasjang en halv time på sofaen til at vågne på. Og SÅ er vi (læs: barnet) ellers igang! Jeg vænner mig aldrig til at skulle “tidligt” op, men det er okay. Ganske få ting i livet er bedre end søvn, men at stå op til det lille, kønne fjæs er helt sikkert en af dem. Og kaffe selvfølgelig.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram