Jeg besvarer e-mails, vander planter, fjerner spaghettipletter på grydebunden med lagereddike og betaler elregninger. Jeg er voksen nu. I hvert fald på papiret. Well, ikke dét papir. Min fødselsattest er netop blevet 22 år, og flertallet af mine jævnaldrende migrerer til hovedstaden for at studere, svede som bartendere, rulle hjem fra byture i indkøbsvogne og knalde to tredjedele af kollegiet. Jeg sætter pris på at gå “ordentlig tid i seng”, jeg placerer plastre på hudafskrabede knæ, jeg børster små mælketænder og går til forældremøder. Og så har jeg et ansvar og en bekymring for et lille individ døgnet rundt, uanset om han er i min fysiske varetægt eller ej. Det lille individ var engang en spire i min 17-årige mave og er nu en 4-årig søn i mit liv. Og dét er noget, I er nysgerrige efter at høre mere om, kan jeg forstå. På jeres spørgsmål i tidligere indlæg, altså. Jeg regner med at besvare spørgsmålene i etaper, så der ikke opstår for meget violinspilleri på én gang.

Jeg har tidligere berørt emnet ‘ung mor’ her og her, men der er meget at komme efter, og et af spørgsmålene gik på, hvordan mine venskaber ændrede sig efter Marius’ tilblivelse. Og det var lidt af en blandet landhandel. Først skulle de lige fordøje nyheden og derefter lede efter passende roller i mit nye liv. Forståeligt nok. Jeg havde få måneder inden min graviditet afsluttet 10. klasse, hvor jeg i øvrigt mødte Marius’ far. Derfor kendte størstedelen af skolen os begge to, og der blev kastet alt fra lykønskninger til forvirrede blikke efter os. Da min krop bukkede under for graviditetens pres ganske hurtigt, og jeg befandt mig i vandret leje med selskab af en spand i ni (lange) måneder, blev jeg sygemeldt. Det afskar mig fra skolegang og unødigt samvær med alt for mange teenagere, og det passede mig overraskende godt. Jeg havde min familie og mine nærmeste veninder med mig. Og de samme veninder står stadig ved min side idag. Heldigvis.

Jeg har hele min barndom været ferm til træklatring og jord på knæene, og derfor havde jeg oftest flere drenge- end pigevenner. Men 17-årige drenge kan ikke helt forene sig med emner som bleskift og modermælk, og det forstår jeg sgu godt. Derfor gled mange venskaber med hankøn i baggrunden, og frem trådte en skare af piger, som var begejstrede for små fingre, små sko, små tæer og små mennesker helt generelt. Jeg modtog beskeder og lykønskninger fra gamle bekendte, jeg ikke havde set i flere år, som tilbød babysitning og barselsbesøg. Og det var sikkert med gode intentioner, og jeg satte pris på hver besked, men ligeledes måtte jeg trække på smilebåndet over den pludselige kontakt og nyfundne interesse. Venskabet med min bedste veninde forblev uændret, og hun agerede Greenpeace og kom den strandede hval til undsætning med te og chips, selvom hun havde rig mulighed for at smutte og svinge skinkerne på det lokale disko. Og sådan er det gudskelov stadigvæk (bortset fra det med hvalen, that is).

Jeg var en anelse fordomsfuld og skeptisk over mødregrupperne, jeg blev tilbudt. For unge mødre. Men jeg gav det et skud. Størstedelen var 20-22 år og havde 2-3 børn hver. Der blev uddelt verbale lussinger til kommunen for ikke at tilbyde aflastning til det yngste barn, når de to ældste allerede var i pleje hver anden weekend, og der blev brokket igennem over, at kæresten byggede øltårn ved computeren. Der var overflod af dårlige tatoveringer og læbepiercinger, og jeg ved godt, folk kan være flinke på trods, men det var ikke tilfældet. Jeg følte mig ikke tilpas.

Jeg rykkede i ny gruppe, og det gjorde for alvor en forskel. Jeg var ganskevist det yngste kid i kuldet (med den ældste baby), men pigerne her var søde og imødekommende, og det var en helt ny fornemmelse at være i samme båd med næsten-jævnaldrende. Det førte til hyggelige timer og stadigt vedvarende venskaber, hvor vi nu mødes på kryds og tværs med vores børnehavebørn. Og det er en fornøjelse at have veninder, som ved, at når man ikke får svaret på en SMS inden for to minutter, kan det være konsekvensen af aftenbadning, putning, lortebleer eller hysteriske anfald.

Så alt i alt er det vel gået efter mine forventninger. Det har givet mig en vished om, hvem mine rigtige venner er og givet mig nye bekendtskaber, jeg ikke ville være foruden. Men selvfølgelig ser jeg frem til, at Mikkels og mine vennepar påbegynder babyprocesserne. Det skaber et ekstraordinært fællesskab, hvor vi (ironisk nok) har endnu mindre tid til hinanden, men jeg spår mange gode sommeraftener med legende børn og god vin i glasset.

Det dér fødselsdag. Det ebbede lidt ud for mit vedkommende ved 15-16 års alderen. Jeg tog mig selv i at blive lidt smådeprimeret over, at forventningens glæde svandt i takt med sommerfuglene forlod min mave med hastige vingeslag. Det var ikke noget problem at falde i søvn længere, og jeg glædede mig ikke som et lille barn. Mere som en slags voksen. Der var ikke længere samme magi ved dagen (og dagene op til), som der havde været det førhen. Da jeg var mindre, kunne jeg ikke helt forstå, hvordan min mor kunne gå og rydde op, klargøre i stille tempo og lade som ingenting, aftenen inden hun selv fyldte år. Hun burde jo være ved at revne af spænding. Men hun var ganske fattet. Og det forstår jeg godt nu. Bevares, det er hyggeligt at have fødselsdag, blive forkælet lidt ekstra, ses med familien og alt det dér. Men efter Marius’ tilblivelse trådte min egen fødselsdag for alvor i baggrunden, da han ligesom indtog første parket. Jeg glæder mig jævnt mere til hans fødselsdage end mine egne. Og det er jo egentlig også ret sejt. Nu udlever jeg den dér fødselsdagsspænding gennem ham, ved at se ham tælle ned og være ved at gå til af bare spænding. For han har i den grad fødselsdags-magi!

Nuvel, i torsdags rundede jeg så de 22 år, og da jeg mandagen forinden blev moster, fyldte dagen ikke så meget for mig. Med andre ord havde jeg planlagt absolut ingenting. Jeg vågnede ved 9-10 tiden og listede op og fyldte opvaskeren (vild ungdom egentlig), lavede en kop kaffe og lod Mikkel sove videre. Efter et par timer kunne jeg ikke længere dy mig, og jeg listede ind og sang “Idag er det Mikkels fødselsdag…” med stigende volume, indtil han brat slog øjnene op med et forvirret udtryk i ansigtet, og mit ansigt krøllede sig sammen af grin. Han fløj op og fik tøj på på rekordværdig tid. Tynget af sin unødvendigt dårlige samvittighed, bad han mig hoppe i badekaret og tage mig et varmt, langt bad. Og da jeg ikke er typen, der sådan vil diskutere midt på min fødselsdag, adlød jeg og gav mig tid til at bruge unødvendige mængder hårprodukter og cremer. Da jeg var både kogt og opløst, vendte jeg snuden mod køkkenet, hvor Mikkel efter en hurtig Netto-tur havde forberedt morgenmad, skrevet et vaskeægte love-letter og købt både mælkesnitter og Marabou chokolade til mig. Han forærede mig i øvrigt en splinterny telefon i for-tidlig-fødselsdagsgave forleden, og det er endnu ikke helt lykkes mig at fatte, hvordan jeg har fået sådan et pragteksemplar af et mandfolk på krogen. Eller nok nærmere hvorfor han valgte at sætte krogen i mig.

Resten af dagen bød på poolbadning hos svigerfar og aftensmad hos min kære mor, som i dagens anledning havde hejst flag i begge flagstænger og fyret op i Weberen. Så blev sommeren i den grad lukket ind. Og jeg blev helt rundtosset over, hvor dejlige mennesker jeg egentlig har i mit liv. Som insisterer på at holde fødselsdag for mig, selv når jeg intet har planlagt og er forholdsvis uoplagt.

PS: Jeg hastede i Brugsen forleden, da der var 1,5 liter Pepsi til en flad 10’er, og måtte sande, at skuffelsen var stor, da der kun var ‘Ginga’-udgaven tilbage. Men da jeg drak spandevis af Pepsi Twist i min farmor og farfars campingvogn gennem barndommens somre, besluttede jeg alligevel for at give lemon-varianten et skud. Med stor fortrydelse! Jeg er stærk modstander af light-produkter, især i forbindelse med cola, og denne har en (alt for) gennemtrængende smag af en udefinerbar og halvgammel citron tilsat den klassiske eftersmag af sødemiddel, som kun er Max-varianten værdig. Jeg drikker hellere vand end light-cola, og det kunne snildt blive tilfældet med denne variant også. På etiketten står der, at den er inspireret af smagen og kulturen i Brasilien, og det synes jeg egentlig er lidt synd for landets ry. Advarsel hermed videregivet!

Der er sket store ting over de sidste par døgn. Jeg er blevet moster for allerførste gang, og det er bomben! Jeg havde ganske meget ret, da jeg i forrige indlæg bedyrede, at min kære søster var den ondeste babyruger. Hun har (i samarbejde med min svoger) præsteret at gro 4510 gram ren kærlighed i bugen. Det er alligevel noget, hva’? Ydermere er han så usigeligt velskabt med sort, krøllet hår og fede babykinder som de er allerbedst. Han er nu i fuld gang med at udleve sit tredje døgn på planeten, og jeg har allerede besøgt ham to gange. Han ligner faktisk sin fætter Marius ret meget, da han var i sin spæde alder, bare 700 gram tungere. Og med lidt mere krøl i håret.

Og så kan den dér mostertitel altså et eller andet. Det må være lidt i samme kategori som at blive bedsteforældre, forestiller jeg mig. En lille smule. Jeg får lov til at dikke-dikke, holde, nyde godt af den nyfødt-aromatiske terapi, og så får jeg lov at aflevere ham, når han er sulten, søvnig eller utilfreds, hvorefter jeg kan tillade mig at tage hjem og sove igennem. Det er da dobbelt-win! Det har naturligvis også vækket min gode ven Skruk, som sov med ét øje åbent. Og som nu er lysvågen og blotter tænder. For på den anden side vil jeg jo gerne hele møllen igennem igen. Stå op om natten, være søvndrukken om dagen og skifte bleer i ét væk, hvis bare jeg får lov at tage mit eget lille menneske med hjem fra hospitalet, som jeg kan snuse til i evigheder. Men for nu nyder jeg altså det her usigeligt fantastiske lille menneske, som jeg er moster til, og som jeg slet ikke kender endnu. Og så er det lidt magisk at se, hvordan 4,5 kilo menneske kan få granvoksne mænd til at tale i falset og hælde hovedet på skrå med beundrende øjne.

Jeg savner ham allerede lidt. Heldigvis bor han så tæt på os, at jeg muligvis kan opsnappe en luftbåren babyduft, hvis jeg stiller mig ud på altanen. Mest af alt glæder jeg mig til, at Marius kommer hjem fra sin far og skal møde sin lille fætter for allerførste gang. Han er så sød og forsigtig omkring babyer og dyr (ingen sammenligning i øvrigt), og selv hans 4-årige lyse stemme kan krænges op i et endnu højere leje, hvis han møder små mennesker eller dyrebørn. Ak, al den kærlighed.

Og apropos kærlighed, er jeg i skrivende stund i færd med at tø røde myggelarver op fra fryseren, så jeg kan fodre min søns frøer. Ja. Det er den ondelyneme kærlighed, der vil noget. På lige fod med at jeg netop har vundet min allerførste auktion på eBay. Hvor jeg har erhvervet mig (eller Marius) otte Lego-figurer bestående af Hulk, Superman, Batman og alle de andre. Dedikeret mor (og shopper), hva’? Jeg vil haste i bad og fremskynde klargøringsprocessen, så jeg måske kan nå forbi barselsgangen en gang mere, inden de vender hjem. Og så har jeg i øvrigt fødselsdag imorgen, hvilket jeg havde glemt det meste om. Jeg har så at sige ikke planlagt det mindste (eller inviteret gæster), men det kan jeg ikke rigtigt tage mig af lige nu, når der er langt større ting, der kalder. Adieu!

Jeg har fået den generelle opfattelse, at de fleste, der færdes i blogland, er omtrent ligeså trætte af uigennemskuelige, sponsorerede indlæg og kryptiske affiliate links, som jeg er. Det har jeg alle intentioner om at bryde med så godt som muligt, og derfor lægger jeg kortene på bordet. Nøgne og lige til at gennemskue. Vær så artig!

Jeg modtog for kort tid siden en lille, fin bog med titlen “Kære verden – Jeg er blevet mor”. Forfatteren til bogen, Julie Bruhn Højsgaard, spurgte, om jeg havde lyst til at læse den igennem og eventuelt give den et par ord med på vejen her på domænet. Jeg svarede, at jeg meget gerne ville give mig tid til at læse den, men forbeholdt mig retten til kun at bringe den her, hvis det var noget for mig. Og det var det! Julie har nydeligt og meget velformuleret skrevet 108 små intime historier fra sit eget liv som nybagt mor med nybagt identitet og lidt af det imellem og ved siden af, hvor der leges med ord og vendinger på en sådan måde, at læsningen bliver en tyktflydende, blød og ensartet masse, jeg får lyst til at finde ekstra store sugerør frem til. Historierne fylder mellem en halv til halvanden side og kan med fordel læses mellem bleskiftning, gylpoptørring og amning, hvis du har lyst til et skulderklap fra en med-mor og et helt sikkert smil på læben i barselsperioden. Eller hvis du bare har lyst til velskrevethed og underholdning, der ikke kræver mere tid ad gangen, end du har at give. Jeg har fået lov at bringe et par af mine personlige favoritter fra bogen, og den første er nummer 2, som skildrer en situation, de fleste nybagte mødre kan nikke genkendende til. Jeg kan i hvert fald.

__________
#2
Vær velkommen

Jeg har selv lukket det ind. Budt det velkommen. Ventet med større iver end jeg kendte til. Jeg har aet mit spændte maveskind og sunget vuggesange, inden det endnu var født. Da døren en sen aften blev sparket åben, så vinden tudede gennem stuerne og planterne raslede, vidste jeg, at det var nu. Ankommet var det, også til min dør. Kaos. Med flagrende lang frakke har det nu raget alt med sig på sin vej. Underhylere med vrangen ud. Løver, lyserøde giraffer og fabeldyr i bunker af tøj, der skal vaskes. Kopperne fra gæster, som så baby i går. Afskårne roser, der trygler om vand, mugpletter på en væg og dyner, som skal rystes. Jeg snerrer af det kaos, jeg selv skaber og ikke har kræfter til at tolerere. Min skat hun er lille og fin. Hun har ingen magt til at få alt det til at ske. Men mor er jeg blevet. Til kaos og baby på selvsamme tid.
__________

Bogen udkommer den 18. juli. Den koster 179 kr. og fylder 127 sider. Og så har den faktisk gravet min gamle drøm frem, som lå gemt under støv og for mange år. Om at skrive den dér bog, jeg har haft lyst til, siden jeg var et lille barn. Men jeg er hverken halvt færdig eller overhovedet begyndt, så jeg vil egentlig bare runde af med et tak for fornyet inspiration og god læsning til Julie og værsgo at smage på historie nummer 39.

__________
#39
Skyggebæ

Sikke noget lort! Et puslebord tages som gidsel i en hylende atmosfære. Mine skyggesider kaster skygge over situationen. Lig dog stille, barn. Jeg er sur. Sur på barnet og over bæ på rundfart. Og på mig selv – shit en skygge jeg kaster. Jo mere bæ, jo mere urolig er hun. Som en skrigende orm vrider hun benene ud af mine hænder. Mere bæ. Over det hele. Mor, mor hvad har du dog gjort, alle dine fingre lugter af lort. Numsen kommer da også i rytmiske omdrejninger og jo mere af det jo mere bæ. Lidt bæ hér, lidt bæ dér. Lige knap et år, og jeg overvejer allerede, hvem der bestemmer over et skide puslebord. Tænk, at jeg kan være i tvivl – som den eneste med lort på hænderne.
__________

Nå. I er jo ikke Se&Hør-nysgerrige, fornemmer jeg. Jeg har alligevel modtaget et par fine spørgsmål i forrige indlæg. Blandt andet et ganske sødt og overvældende relevant ét fra Sebrina, som jeg nok kan bruge et helt indlæg på på et senere tidspunkt. Om det dér med at finde en 22-årig kæreste, som smider fremtidsplaner og alt andet, han har i hænderne, for at agere stedfar for mit barn. Så forbliv tunet!

Ellers har dagen budt på en hjemvendt søn, som havde taget både sin far og kage med, da han gjorde sin entré. Så der blev refereret studenteruge og diskuteret VM et par timer og efterfølgende stod den på rengøring af akvarium. Fuck me running. Jeg har selv haft akvarium ad flere omgange i mine spæde teenageår, men når minderne falmer en smule, er det som om, de sødeste af dem har nemmest ved at kæmpe sig til forreste plads i køen. Med andre ord havde jeg lykkeligt glemt mængden af påkrævet algefjerning og pumperensning, der medfølger. Det lå mig i al fald lidt fjernt. Men hyggeligt er det. Og heldigvis nåede jeg ikke at vende røven i vejret på pumpen, inden jeg fik kigget ned i den. Dér i køkkenvasken stod en pumpe, hvori ti små (som i mikroskopisk-små) fiskebabyer svømmede rundt. I hvert fald otte af dem. De resterende to havde opgivet kampen i hvirvelstrømmen og blev sendt direkte på kloakrundfart. Ak, hvilken glæde og begejstring sådan en 4-årig næsten ikke kan rumme, når ens fisk formerer sig.

Inden sengetid fik Marius studset lokkerne på badeværelset, mens han blev underholdt af Lego-Batman-film på iPhone. Og selvom både tissetår og tandbørstning ventede lige om hjørnet, satte jeg tiden i stå. Bare for et øjeblik. Det var nok mere magisk for mig end for drengen, men jeg så mit snit til at lade aftenmads-oprydning stå et øjeblik og på lige fod ignorere kampråb fra en hær af nullermænd. Der bliver kun længere imellem den efterhånden selvstændige 4-årige gider finde sig i kram og kys fra moren. Så ubemærket løftede jeg ham ned og sidde ved mig på gulvet op af den bugnende vasketøjskurv. Bare for en stund. Og som han sad dér og forklarede om både Batman og Robin og deres beundringsværdige samarbejde, mens vi betragtede dem på skærmen, måtte jeg lukke øjnene og inhalere den størst mulige mængde luft og duft fra hans fløjlsagtige marcinpanhud. Jeg kunne stadig ane en lille duft af baby fra hans skulder. Ikke nyfødt-baby. Men min baby. Og selvom hele snakken om det nye tidsperspektiv, man får tildelt som forælder, er både klichéagtigt og trættende, og det samtidig lyder uudholdeligt sentimentalt, så er det de øjeblikke dér, der kan noget. At få lov til ganske lydløst at kramme hans lille krop, snuse ham i nakken og betragte hans buttede kinder og brune øjne. I det øjeblik forekommer resten af verden mig så ufatteligt ligegyldig.