Det dér fødselsdag. Det ebbede lidt ud for mit vedkommende ved 15-16 års alderen. Jeg tog mig selv i at blive lidt smådeprimeret over, at forventningens glæde svandt i takt med sommerfuglene forlod min mave med hastige vingeslag. Det var ikke noget problem at falde i søvn længere, og jeg glædede mig ikke som et lille barn. Mere som en slags voksen. Der var ikke længere samme magi ved dagen (og dagene op til), som der havde været det førhen. Da jeg var mindre, kunne jeg ikke helt forstå, hvordan min mor kunne gå og rydde op, klargøre i stille tempo og lade som ingenting, aftenen inden hun selv fyldte år. Hun burde jo være ved at revne af spænding. Men hun var ganske fattet. Og det forstår jeg godt nu. Bevares, det er hyggeligt at have fødselsdag, blive forkælet lidt ekstra, ses med familien og alt det dér. Men efter Marius’ tilblivelse trådte min egen fødselsdag for alvor i baggrunden, da han ligesom indtog første parket. Jeg glæder mig jævnt mere til hans fødselsdage end mine egne. Og det er jo egentlig også ret sejt. Nu udlever jeg den dér fødselsdagsspænding gennem ham, ved at se ham tælle ned og være ved at gå til af bare spænding. For han har i den grad fødselsdags-magi!

Nuvel, i torsdags rundede jeg så de 22 år, og da jeg mandagen forinden blev moster, fyldte dagen ikke så meget for mig. Med andre ord havde jeg planlagt absolut ingenting. Jeg vågnede ved 9-10 tiden og listede op og fyldte opvaskeren (vild ungdom egentlig), lavede en kop kaffe og lod Mikkel sove videre. Efter et par timer kunne jeg ikke længere dy mig, og jeg listede ind og sang “Idag er det Mikkels fødselsdag…” med stigende volume, indtil han brat slog øjnene op med et forvirret udtryk i ansigtet, og mit ansigt krøllede sig sammen af grin. Han fløj op og fik tøj på på rekordværdig tid. Tynget af sin unødvendigt dårlige samvittighed, bad han mig hoppe i badekaret og tage mig et varmt, langt bad. Og da jeg ikke er typen, der sådan vil diskutere midt på min fødselsdag, adlød jeg og gav mig tid til at bruge unødvendige mængder hårprodukter og cremer. Da jeg var både kogt og opløst, vendte jeg snuden mod køkkenet, hvor Mikkel efter en hurtig Netto-tur havde forberedt morgenmad, skrevet et vaskeægte love-letter og købt både mælkesnitter og Marabou chokolade til mig. Han forærede mig i øvrigt en splinterny telefon i for-tidlig-fødselsdagsgave forleden, og det er endnu ikke helt lykkes mig at fatte, hvordan jeg har fået sådan et pragteksemplar af et mandfolk på krogen. Eller nok nærmere hvorfor han valgte at sætte krogen i mig.

Resten af dagen bød på poolbadning hos svigerfar og aftensmad hos min kære mor, som i dagens anledning havde hejst flag i begge flagstænger og fyret op i Weberen. Så blev sommeren i den grad lukket ind. Og jeg blev helt rundtosset over, hvor dejlige mennesker jeg egentlig har i mit liv. Som insisterer på at holde fødselsdag for mig, selv når jeg intet har planlagt og er forholdsvis uoplagt.

PS: Jeg hastede i Brugsen forleden, da der var 1,5 liter Pepsi til en flad 10’er, og måtte sande, at skuffelsen var stor, da der kun var ‘Ginga’-udgaven tilbage. Men da jeg drak spandevis af Pepsi Twist i min farmor og farfars campingvogn gennem barndommens somre, besluttede jeg alligevel for at give lemon-varianten et skud. Med stor fortrydelse! Jeg er stærk modstander af light-produkter, især i forbindelse med cola, og denne har en (alt for) gennemtrængende smag af en udefinerbar og halvgammel citron tilsat den klassiske eftersmag af sødemiddel, som kun er Max-varianten værdig. Jeg drikker hellere vand end light-cola, og det kunne snildt blive tilfældet med denne variant også. På etiketten står der, at den er inspireret af smagen og kulturen i Brasilien, og det synes jeg egentlig er lidt synd for landets ry. Advarsel hermed videregivet!

Sådan. Så kom vi ud på den anden side af den seneste stress-og-vanvids-uge. Og hygge-fødselsdags-uge selvfølgelig. Det var jo ikke så slemt. Løgn. Det var temmeligt heftigt. Og jeg har nærmest sovet 24 timer ud af de seneste 48. Torsdag blev knægten jo som bekendt 4 år gammel, og som de øverste billeder så sødt viser, blev han vækket med sang, gaver og flag. Og hans begejstring over sit nye 54-liters hjem til fisk og frøer var uvurderligt.

Søndag mødte (efter et par afbud) 28 mennesker (og 4 hunde) op til brunch, brunsviger og lagkager for at fejre ham endnu en gang. Og jeg som vært. Gudfrimigvel, hvor er det nederen. Jeg har en nyfunden respekt for kvinder (og mænd), som gladeligt påtager sig værtsrollen gang på gang og står med hovedet i kødgryderne, mens gæsterne konverserer. Og jeg havde ikke engang kødgryder at stå med hovedet i. Kun en sølle tjans med at sørge for buffetbordet var fyldt op, at der var kaffe på kanden og at lagkagerne blev klargjort. Men det var i den grad rigeligt, når der skulle brødfødes 28 mennesker, og jeg den foregående aften befandt mig til 90-års fødselsdag, hvilket tog nogle timer fra forberedelsen til søndag. Men det lykkedes, og jeg fandt pludselig mig selv stående (med forklæde!) i køkkenet og jonglere med nyrørt hindbærmousse og flødeskum og tylleposer, og måtte adskillige gange høre små bemærkninger som “Neeej, Dittemor i køkkenet!” og “Går du og laver mad i smug? Det ligner, du har øvet dig”. Og den slags er jo lige dele komplimenter og jokes på bekostning af min ringe køkkeninteresse.

Men da den sidste lagkage var serveret og de tilhørende lys pustet ud, kunne jeg ånde lettet op. Folk hyggede sig dér under den store familiesammenførelse. De fremmødte bestod af alle slags mennesker. Mine (pap)søskende, Marius’ far plus familie, mine veninder, min svigerfamilie og selvfølgelig Marius’ bedste- og oldeforældre. Hvilken fest. Som jeg efter 2-3 timer kunne sætte mig ned og deltage i. Og fint var det. Vejret var i den grad med os, terrassen emmede af idyl og vigtigst af alt var knægten glad og begejstret hele dagen igennem. Henad eftermiddagen besluttede den unge del af selskabet at gå en tur igennem det bakkede og solskinsbenådede landskab. Og kliché eller ej, så gav det hele altså mening lige dér. Jeg, min kæreste, mine veninder, Marius’ far og faster og selvfølgelig fødselsdagsbarnet himself slentrede ned ad den øde vej med solskin i nakken og en hund på slæb. Der blev snakket på kryds og tværs, og det bedste af det hele var at se den lille dreng med det bredeste smil. Det er jo på ingen måde fordelagtigt at være delebarn, men at se ham spæne frit mellem de to vigtigste mænd i sit liv for skiftevis at holde sin far i hånden og sidde på skuldrene af min kæreste, bedyrer, at vi har gjort et eller andet rigtigt. Jeg havde aldrig turde drømme om, at det kunne være så ligetil og hyggeligt at arrangere fælles events til ære for minien. Men så så man lige os, og det kan sgu da godt lade sig gøre.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Wow. Mit barn har eksisteret i 4 år idag. Der har været sang, kage, gaver, solskin og grin. Og alt muligt andet. Jeg både hader og elsker maj måned en lille smule. Der er så mange hyggelige begivenheder og mindst ligeså meget stress. Hvordan gør mødre sådan noget? Er det bare fordi, at “rigtigt voksne” mennesker har mere styr på den slags, eller er de bare bedre til at lade som om? Jeg ved det ikke. Men jeg synes, der er meget at se til. Siden i lørdags har vi været til konfirmation, til Thomas Tog-begivenhed på Odense Jernbanemuseum, min far har haft fødselsdag, min mor har haft fødselsdag, Marius har holdt fødselsdag i børnehaven, holdt fødselsdag med morgenbord herhjemme idag – Og så smider vi lige en 90-års fødselsdag oveni hatten på lørdag og hoster birthday-bash for knægten for en ordentlig røvfuld mennesker søndag formiddag.

Seks fødselsdagsbegivenheder indenfor 7 dage. Fuck. Op- og nedpyntning, gaver, transport af samme, indpakning, kort-skrivninger, borde og stole-opsætninger, borddækninger og naturligvis et rødglødende dankort. Og så lige opsætning af et 54 liters akvarium til knægten, som mor her har investeret i. Knægten ønskede sig “levende fisk”, så det fik han. Naturligvis. Jeg kunne selvfølgelig også have skruet bare en smule ned for mit vanvids-ambitions-niveau, ved for eksempel at have ladet være med at lave cupcakes med frosting til børnehave-eventet fra bunden OG selv kreeret superhelte-pynt til samme. Til femogtyve børn. Men fint skal det være, og dét var det altså. Og juniors begejstring var lige nøjagtigt det hele værd.

Det har været hyggeligt. Idag var tilfældigvis hjem-til-far-dag, så han kom forbi til en kop kaffe og tog Muffe med retur til mere kage og grill hos farmor hen ad eftermiddagen. Og så er det på søndag, vi alle slår hovederne sammen til en mindre omgang festivitas med fejringen af Marius’ første 4 år som menneske. Og intet mindre end 32 gæster må kunne gøre det. Sheiße.

I øvrigt tak til jer søde kvinder, som gad fortælle lidt om jer selv i kommentarfeltet til tidligere indlæg. Jeg er stadig lidt forvirret og mega beæret over, at nogen finder vores lille liv værdigt at følge med i. Så tak! Ville gerne kunne smide en eller anden giveaway jeres vej, men det er stedet her (eller jeg) på ingen måde stort nok til (endnu). Og havde det ikke været for netop omtalte vanvids-måned, og havde jeg haft grønne tal på bundlinjen, havde jeg sgu købt noget til jer. Nå. Jeg vender tilbage, hvis når jeg kommer ud på den anden side.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram