Noget om daginstitutioner

Det søde barselsliv (og barn)

Daginstitution. Det ord lyder ikke rigtig hyggeligt i mine ører. Ikke sådan rigtig hyggeligt. Det lyder så stort, koldt og maskinelt. Ihvertfald for mig. Nå, men nu er min egen knægt jo en del af institutionslivet. Han begyndte i dagpleje, da han var 10 måneder, og jeg igen skulle igang med studiet. Av av, helt ind i moderhjertet. Kan det virkelig passe, at jeg skal aflevere min BABY i hænderne på en fremmed kvinde? Ja, sådan er samfundet ihvertfald strikket sammen. Moderen var vel egentlig mere ked af det end barnet, men hold nu op, hvor var det overvældende. Først at skabe det her lille individ, og så smide det ud i livet i en alder af bare 10 måneder. Og det var måske også disse tanker især, der gjorde, at valget faldt på dagpleje helt fra start. For os virkede dagpleje bare som det rigtige. Jeg kunne ikke se min lille, sensitive dreng i hele det her vuggestue-kaos med en masse børn og skiftende voksne. Uden at være cand.psych. eller lignende, så forestillede jeg mig, at dagpleje var det, der var tættest på den almindelige, hjemlige hygge med én primærperson og rolige omgivelser. Ja ja, så kommer der det med gæstepleje, hvis nu dagplejemor er syg. Heldigvis fik vi tildelt den sødeste og dejligste dagplejemor i hele verden. For real.

Hun var sjældent syg, og hvis hun var, så havde Marius én gæstedagpleje, som boede på den anden side af vejen, og som han kendte godt igennem legegrupper og når dagplejemødrene mødtes i hinandens haver om sommeren. Idyl, idyl. Sådan havde jeg det ihvertfald. Marius var glad, dagplejemoderen behandlede ham som én af sine egne, og han kunne endda finde på at spørge i weekenden, hvornår han kunne komme om til Mette igen. Jeg er godt klar over, at det desværre ikke er alle, der har så god en oplevelse med dagpleje, og jeg er naturligvis også farvet af mine virkelig gode erfaringer.

Men jeg bliver sådan forholdsvis irriteret, når mødre (eller andre) kommer med argumenterne, at børnene jo skal ‘hærdes’, lære at omgås andre børn og at de bliver for beskyttet i en dagpleje. Ja, for fanden. Det er babyer. De skal sgu da ikke hærdes. De skal passes på, snakkes med, puttes til lur og leges med. Og jeg er normalt ikke den bløde type. Ligeledes når ‘socialisering’ bliver bragt på banen. Nej. Babyer har ikke noget ud af at blive socialiseret med andre babyer. De har noget ud af at have voksenkontakt. Og jeg ved godt, der er forskel på babyer. Og at det fungerer glimrende for rigtig mange forældre at have deres børn i vuggestuer. Jeg synes bare, de er så bittesmå. Og ja, jeg referere mest til de helt små. Jeg ved jo godt, at mange tumlinger hygger sig gevaldigt i vuggestuen. Men at se en lille, forvirret baby på 6 måneder sidde i denne turbo-hverdag uden mor og far, kan jeg ikke rigtigt lide. Og jeg ved godt, det er sådan, samfundet er indrettet. Jeg blamer ikke nogen, jeg undres bare.

Den lille chef herhjemme startede i børnehave i august, hvor der er integreret vuggestue i institutionen også. Og det virker mærkeligt for mig at se en baby, der lige nøjagtigt kan balancere på sine egne ben, gå rundt forholdsvis alene i en afkrog af legepladsen og trække sin sutteklud gennem mudderet. Nuvel, det ved jeg jo godt, de ikke gør hele dagen og det er ganske få øjeblikke, der er tale om. Men alligevel. De er så bittesmå. Jeg er nok også blevet ekstra opmærksom på det, efter jeg forleden så en dokumentar på DR2, hvor en helvedes masse fagfolk og ‘eksperter’ udtalte sig om livet som vuggestuebarn. De havde foretaget en ganske stor undersøgelse, som viste, at der i nogle (ikke alle, men nogle!) vuggestuer var børn, som kun havde helt ned til 15 minutters voksenkontakt på en dag. FEMTEN MINUTTER! Æv. Det er selvfølgelig de færreste steder, det foregår, men alligevel. Det må kunne gøres bedre. Det er jo for fanden vores unger, der er tale om.

Nu er Marius blevet en rigtig børnehavedreng, og nøj, hvor er det fedt. Jovist, han skulle lige over rykket fra dagpleje til børnehave (hvilket er en positiv ting ved vuggestuen, at overgangen ikke er nær så tydelig), men det tog ham kun ganske få uger. Og det fede ved det, er, at man kan se, hvor meget han nyder det. Han har virkelig noget ud af at lege med jævnaldrende kammerater og rutsje, gynge og te sig åndssvagt. Og så bliver man jo stolt som bare fanden, når man hører, hvor sød han er, og hvor god en ven han er overfor de andre (indsæt smiley, der pudser sin glorie). Nå. Det var såmænd bare et lille ligegyldigt statement fra min side om, hvilket forhold jeg har til dagpleje vs. vuggestue. Jeg synes klart, begge dele har fordele og ulemper, men jeg vil til hver en tid sende mine fremtidige unger i dagpleje, når nu jeg ikke kan gå hjemme med dem hver dag, til de fylder 3 år (just kidding, jeg ville blive skingrende sindssyg). Så hurra for at søde mennesker gider at passe vores afkom, mens vi uddanner os eller tjener penge (eller begge dele). Og hurra for at der er pasningstilbud, der passer til os allesammen (børnene, that is).