Virtuel high-five, søvn og sejlads

En lille hyrde spæner febrilsk rundt på indersiden af mit hoved og prøver at drive mine tanker ind i samlet flok. Men det er sværere end som så. Jeg har ikke fået udnyttet mit energiniveaus potentiale til fulde idag, og det er i forvejen forsvindende lille. As we speak hænger jeg med min sofa og har i nat gennemført et søvnmarathon á små elleve timer, hvorefter jeg hev dynen med mig op i sofaen for at slumre videre. Jeg er god til at sove. Men det er som om, jeg ikke bliver alvorligt frisk af at sove så meget. Snarere tværtimod.

I lørdags skete der det, at the mother of all blogs, Mette Marie, listede de 28 bloggere, hun følger via Bloglovin, og spurgte ydermere ind til anbefalinger af andres foretrukne. Og både Henriette og Signe var så søde at henvise til mig, så både Mette Marie og en håndfuld andre søde kvinder kiggede forbi her. Ved mig! På min lille, ydmyge krog af internettet. Jeg blev altså nævnt i det angtsprovokerende store forum, og i mig voksede en følelse af både stolthed og ydmyghed (og panik), i takt med sidevisningerne steg. Og før jeg fik set mig om eller råbt “FUCK!” ind i hovedet på min kæreste, var jeg oppe på 71 followers på Bloglovin. Og det er satme stort. For mig, forstås.

Så jeg vil endnu engang lige gribe chancen til at high-five jer allesammen og fortælle, hvor mange krammere I fortjener. Det er latterligt mange! Jeg bliver lige dele beæret, forvirret og forlegen (på den gode måde), da det for mig er lidt af et kvalitetsstempel alene at modtage et skulderklap og et anerkendende nik fra så usigeligt store damer (blog-wise, that is).

Som første afsnit af ovenstående indikerer, har jeg idag ikke udrettet meget mere end en 1.g’er med læseferie. Jeg roede 10 kilometer i kano igår, hvilket ikke er noget jeg ellers gør mig i. Altså bevæger mig unødigt. Så jeg er en anelse mør idag. Udover at have fået min kæreste (okay, det er altså pisse upersonligt – fremover omtaler jeg ham Mikkel) med på Orange Is The New Black-vognen og stenet lidt afsnit af samme, er jeg blevet kontaktet af en fotograf, som vil bruge mig til et job hos Sportscheck.com. Hvor fanden kom det fra? Jeg har informeret hende om, at min krop stoppede sin vækst for år tilbage og lod mig i stikken med 165 cm at arbejde med. Det var tilsyneladende intet problem til katalogbilleder. Men jeg ved sgu ikke rigtigt, om jeg er en “se-mig-i-sportstøj-på-tysk-hjemmeside” kind of gal. Jeg tror det ikke. Ydermere har en venlig journalist henvendt sig til mig, for at høre lidt nærmere om en Facebookside jeg har, som skulle munde ud i en mindre artikel.

Og her kunne jeg passende afrunde indlægget med ønsket om en Skt. Hans aften, I er nede med, og stille og roligt lade som ingenting. Som om ‘fotografer’ og ‘journalister’ er gloser jeg kaster om mig hver dag. Det gør jeg ikke. Jeg er slet ikke så fin i det. Og jeg orker ikke at lade som om.